×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Tirsdag d. 1. oktober 2019, Kl. 19:00 til kl. 21:00

Bogaktuelle Mickey Gjerris første gæst i “Verdenshjørnet” i Margrethekirken.

Margrethekirkens nye tiltag “Verdenshjørnet” lægger ud med foredraget “Upraktiske overvejelser om at bevare håbet mens jorden brænder” med bogaktuelle teolog og lektor på Københavns Universitet, Mickey Gjerris.

Klimaet er i alvorlig krise og rejser en lang række videnskabelige og tekniske udfordringer. Men endnu vigtigere så rejser den også eksistentielle og religiøse spørgsmål om, hvordan vi endte i denne situation på trods af årtiers advarsler og hvordan vi får mod og lyst til at handle, når det hele virker så håbløst?

Mickey Gjerris har de sidste 20 år forsket i etiske spørgsmål vedrørende natur, etik, teknologi og mennesker og udgivet en lang række artikler og bøger om disse emner - senest bogen ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb” i 2019. Fra 2011 – 2016 var han medlem af Det Etiske Råd. Mickey er en flittigt anvendt foredragsholder og optræder ofte som ekspert i medierne.

Foredraget vil dykke ned i menneskets forhold til naturen og påpege en række muligheder for at ændre vores perspektiv på naturen og vores rolle i den. Foredragets grundpåstand er, at så længe vi ser de nødvendige forandringer i retning af et bæredygtigt samfund som et offer af det gode liv, kommer der ikke til at ske noget. Først når vi får lyst til at passe på den verden, som vi er en del af og har tiltro til, at det er en rejse, der vil bringe os glæde og muligheden for et meningsfyldt liv, vil handling følge ord. 

Om “Verdenshjørnet" i Margrethekirken
Margrethekirken er en kirke med højt til loftet i bogstavelig forstand. Med det nye tiltag “Verdenshjørnet” stilles kirkens ramme - i bedste højskole ånd - til rådighed for tænksomme fagfolk, livskunstnere, forfattere med viden og noget på hjerte om den tid, som vi lever i.

Foredraget begynder kl. 19 og er gratis. Fra rullevognen kan gæster forsyne sig med vand, kaffe og te. Der er også mulighed for at købe et glas vin, en kold øl eller sodavand.


Pris
Gratis entré, vand, kaffe og te. Mulighed for at købe øl, vin eller sodavand.