Torsdag d. 10. februar 2022, Kl. 19:00 til kl. 21:00

Kvindestemmer, kvinderoller og kvindehistorier i den tidlige kristendom.

Kristendommen har på linje på med andre religioner haft og har stadig betydning for, hvordan vi opfatter henholdsvis det at være kvinde og det at være mand. Og for at kvinden i mange tilfælde betragtes som det svage og underlegne køn, der stadig i store dele af verden ikke har retten til at bestemme over eget liv.

Går vi tilbage til dengang det hele begyndte i kirkens tidlige historie tegner der sig imidlertid et billede af, at kvinder havde langt større betydning for tilblivelsen af kristendommen, end man hidtil har ment. Det gælder Jesu tolv disciple, tolv mænd, som traditionen tilskriver det, men der var snarere tale om en større gruppe, hvor begge køn var repræsenteret. Og så bør Maria Magdalene, der jo fik et evangelium opkaldt efter sig, betragtes som en slags chefdiscipel på linje med disciplen Peter. Og Jesu mor Maria blev i den tidlige kristendom æret som præst og med en autoritet, der langt overgik mændenes. Den flittige brevskriver Paulus er nok især berømt for at have udtalt de berømte eller berygtede ord om, at kvinder skal tie i forsamlinger. Men måske har han aldrig sagt sådan, og det fremgår med al tydelighed af hans breve, at han arbejdede godt sammen med kvinder. Marianne Aagaard Skovmand, sognepræst phd og forfatter, der i efteråret udgav bogen De skjulte ledere. Om kvinderne i den tidlige kristendom, fortæller i foredraget ud fra den nyeste forskning om kvindernes rolle og betydning i den tidlige kristendom.

Verdenshjørnet med Marianne Aagaard Skovmand
Sted Margrethekirken, Revlingbakken 18, 9000 Aalborg
Pris
Gratis entré