Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum.
Enhver kan sætte sig ind i, hvordan den far har det. Sønnens tilstand er kritisk. Lægerne er magtesløse. Drengens mor sidder afmægtig ved sengen og prøver at køle hans febervarme pande.
Faderen kan ikke holde ud at sidde stille der. Han må gøre noget.
I sin desperation begiver han sig afsted til Kana. Dér, har han hørt, er Jesus kommet på besøg igen. Folk i Kana og hele omegnen taler stadig om den første gang, Jesus var der. Da havde han været med til en bryllupsfest, som var ved at gå død, fordi man løb tør for vin. Og så havde Jesus gjort vand til vin, ikke bare et enkelt glas at nippe af, men spandevis, så der blev liv og glæde ud over alle bredder.
Måske, tænker faderen, kan denne Jesus også hjælpe os nu, hvor livet og glæden ser ud til at løbe ud for os.
----------
Der er 25 km fra Kapernaum til Kana. Drengens far går så hurtigt, han kan. Hurtigere end det er passende for en kongelig embedsmand. En mand med hans status bør bevæge sig langsomt og med værdighed. Men over for sygdom og død mister status og titel sin betydning. Her er vi alle lige. Lige små og sårbare og sommetider desperate.
Pauser har han sikkert ikke undt sig på den lange vandring. Holdt han pause, ville trætheden og dermed også de tvivlende tanker bare melde sig. –Det nytter jo ikke! ville de tvivlende tanker sige. Godt nok er jeg kongelig embedsmand, men jeg tilhører jo ikke det jødiske folk ligesom Jesus. Vil han høre på sådan en som mig? Og kan han hjælpe?
-----------
Tvivlen sidder i tankerne. Men benene bærer ham videre.
Kender vi ikke dét, måske i det helt små og dagligdags. F.eks. en morgen, hvor man ligger i sengen og alle de bekymrede og negative tanker står tæt omkring én, så man har mest lyst til at gemme sig og lade dagen passe sig selv.
Og så sker det alligevel, at benene svinger ud af sengen og bærer én ud på toilettet og derfra hen og lave kaffe. Skridt for skridt går man dagen i møde. Og mødes af dagens lys, af kaffeduften, af lydene, der fortæller, at nu begynder livet igen.
Det har med håb at gøre. Håb er ikke at være fri for tvivlende og opgivende tanker. Håbet siger: Kom nu! Gør det, du kan og skal i dag, og lad så Gud om resten. Gud er, at der er mulighed, også dér, hvor du ingen kan se.
Det håb er tændt i den syge drengs far. Tankerne kan nok så meget sige, at det er nytteløst, men håbet, der trodser al fornuft, bærer ham skridt for skridt.
Det er på samme måde med det at gå i kirke. Man kan sidde derhjemme og tænke: Hvorfor gå i kirke i dag? Gør det en forskel? Og holder det overhovedet, alt det, vi hører i kirken?
Men vi er alligevel nogle stykker, der er kommet. Uanset hvad vi tænker og føler, benene har båret os herind. Og så bliver vi her mødt af det, der er større end alle vore små og lavtflyvende tanker. Af ordet om ham, der på trods af alt bliver ved med at have liv og glæde at give, mere end vi ved.
------------------
Den syge drengs far er nået til Kana og har fundet Jesus. –Kom, beder han, min søn er ved at dø!
I første omgang virker det, som om Jesus slet ikke lytter til ham.
Men drengens far er vedholdende, som en far eller mor kan være, når deres barn er i nød. Herre, kom, før min søn dør!
Og først nu er det, som om Jesus virkelig ser ham: Gå, din søn lever! siger han.
Det, faderen bad om, var, at Jesus skulle gå med ham hjem. Derhjemme skulle Jesus så lægge hånden på drengens feberhede pande. Som et synligt tegn. Så ville alt måske blive godt.
Men Jesus giver ham ikke noget synligt. Bare tre ord: Din søn lever!
Manden troede Jesus på hans ord og gik, står der.
Hvad fik du ud af det? Ville hans kone sikkert spørge, når han nåede hjem. Hvad har du med hjem?
Ingenting! Ville han være nødt til at svare. Ikke andet end et ord fra Jesus.
--------------
På samme måde kan det være, når vi går hjem fra kirke. Hvad fik vi ud af det?
Hvad har vi med hjem?
Ingenting. Bare et ord.
Er der noget, der er blevet anderledes?
Nej, vi er de samme. Har de samme glæder, det samme bøvl og bekymringer, de samme konflikter, de samme savn som før.
Vi går hjem, som vi kom. Og alligevel er noget forandret. Vi kan samle det i et ord: fred.. For Han, som taler til os i kirken, er også dér, hvor vi går hen. Han, som forbinder sig med os i nadveren, bliver hos os. Hans ansigt lyser over os, også hjemme i stuen.
Gudstjenesten minder os om, at virkeligheden har flere dimensioner, end vi ved. Den kan åbne os for et nærvær, øjnene ikke kan se. Et nærvær, der giver fred, fortrøstning, for uanset hvor vi går hen, eller hvor vore tanker går hen, så er livets Gud foran os og vil lyse for os.
----------
Også den kongelige embedsmand er på vej hjem. Mens han er på vejen, kommer hans tjenere ham i møde. Så snart de ser ham, råber de den glade nyhed til ham: Din søn lever!
Netop i den time, da Jesus sagde Din søn lever! forlod feberen ham, forstår faderen.
--------------
Det var det andet tegn, Jesus gjorde, fortæller evangeliet.
I Johannes-evangeliet gør Jesus i alt syv tegn, syv undere. Hvert tegn er en sprække, der lader lyset fra en større virkelighed skinne ind over os, eller rettere: lyset fra hele virkeligheden, også fra den del af virkeligheden, øjnene ikke kan se, og tankerne ikke kan rumme.
Selv er Jesus – med sit liv, sin død og opstandelse – det største og afgørende tegn. I ham ser vi den magt, der bærer os og alle ting:
kærligheden, der giver sig selv hen for verden.
Kærligheden, der lyser foran os, også dér, hvor alt for os er mørke.
------------
Den kongelige embedsmands søn blev rask. Vi kan sætte os ind i lettelsen og glæden hos dem alle, og vi undrer os ikke, når der står, at de alle kom til tro.
Men hvad med os? Vi ser jo ikke noget tilsvarende ske. I hvert fald ikke altid. Hvem kan ikke tænke på tider, hvor én, man kendte eller var tæt knyttet til, var alvorligt syg. Alt blev forsøgt for at helbrede, også bøn. Men sygdommen var stærkere. Bønnen blev ikke opfyldt.
Kan vi så tro på, at Gud findes? At bøn gør en forskel?
Måske tænker vi, at hvis bare vi får et under, et mirakel at se, så skal vi nok tro.
Men er det sandt? De mest underfulde og uforklarlige hændelser kan jo slås hen: Det var bare en tilfældighed! Der må være en naturlig forklaring! Eller hvad vi kan sige.
Er det sådan, at når man ser fantastiske ting ske, kommer man til tro?
Er det ikke snarere omvendt: når man tror, ser man fantastiske ting ske?
At være i live. At der er mennesker, der vil én det godt. Et uventet smil fra en fremmed. En ven, der var der og lyttede, da man havde mistet modet. Et måltid i godt selskab.
Fantastiske ting sker. De fleste af dem er bare så dagligdags og stilfærdige, at vi ikke ser dem.
At tro er at få skærpet sine sanser. Det er at se dagligdagens små og store glæder som mirakuløse gaver. Det er at takke for, at vi må leve i dag i denne fantastiske verden.
Hvad så når det, der sker, er alt andet end fantastisk? Når det, vi håber på og beder om, ikke sker?
Så har vi gudstjenesten. Her synges det ind i alle os vantro… her hviskes det til den, der har meget at bære på: Han, som er lysets og livets Herre, slipper dig ikke! Han går foran dig som lyset, der skinner i mørket. Som kærligheden, der griber også den, som ingen længere kan nå.
| Kategorier | Prædiken |