Prædiken, 8. søndag efter Trinitatis, 25. juli 2021 ved pastor emeritus Niels Grymer
Hvad er krudt, og hvad er ukrudt?
Det er vigtigt at kende forskel.
Vil man være en respektabel haveejer, bekæmper man ukrudt med hakke og lugejern, hvis man da ikke lægger fliser over det meste. En flisebelagt have er ren – og kedsommelig for både mennesker, bier og sommerfugle.
Anderledes er det, hvis man går med på den nye bølge, ”vilde haver”. I de vilde haver er der en mangfoldighed af farver, dufte og insekter. Men man er nødt til at sætte grænse for vildskaben. Lader man stå til, ender haven som et vildnis med brændenælder og tidsler, buske og træer, der breder sig uhæmmet.
Hvad er krudt? Og hvad er ukrudt? Hvordan skelner man?
Evangeliet i dag handler netop om at skelne, ikke mellem krudt og ukrudt, men nok så vigtigt: mellem sandt og falsk.
-Tag jer i agt for de falske profeter, siger Jesus.
Hvem taler han om?
Hvem skal vi vogte os for? Og hvem kan vi stole på?
Hvad skal vi give plads, og hvad skal vi luge ud?
Spørgsmålet er så aktuelt som nogensinde. Som aldrig før oversvømmes vi af informationer, tilbud, meninger og holdninger, der byder sig til.
Man kan have det som den pertentlige haveejer: luge alt det væk, der ikke passer ind. Lukke af for dem, der har synspunkter, man ikke bryder sig om.
Så kan ens tilværelse være ordentlig som en flisebelagt have, måske for ordentlig. For hvem ved: de, der ser verden på en anden måde, end man er vant til, kunne måske få én til at se noget, som man før var blind for.
Man kan også som den vilde haveejer give plads til det hele. Være åben for alle de meninger og holdninger, der blæser ind over os, ikke mindst fra de sociale medier.
Er man ukritisk åben for alt nyt, går det som med den vilde have, der ikke plejes. Man ender i total forvirring. De mest veltalende og de højest råbende kommer til at dominere. Og hvem siger, det er dem, der har ret?
Hvad er sandt? Hvem kan vi stole på? Og hvem er de falske profeter, som vi skal vogte os for?
De falske profeter kommer til jer i fåreklæder, siger Jesus. De kan være indsmigrende som en venlig telefonsælger. De kan virke kompetente, troværdige og tillidvækkende. Men indeni er de glubske ulve, kun ude på at udnytte og udbytte andre.
Det kan hun tale med om den kvinde, der i radioen fortalte, at hun havde fattet tillid til et meget overbevisende firma, der på nettet lovede hende, at hun kunne blive millionær. Hun endte med at miste 300.000 kr. og blev dybt forgældet.
Forførere, der lokker andre ud i noget, der fører til økonomisk ruin og menneskelig ulykke, dét er ikke noget nyt. Det nye er, at de har meget lettere spil nu end før.
Med salmedigteren må vi sige:
Gud Fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin.
Men hvordan skelne?
Det er ganske enkelt, siger evangeliet: På deres frugter skal I kende dem!
Når man er blevet franarret 300.000 kr., har man lært deres frugter at kende. Men er det ikke lidt for sent?
Smukke ord, der ikke har dækning i virkeligheden, halve sandheder og hele løgne. Den slags vokser alle vegne: i politik, i religion, i forretningsverdenen, ja, selv i nære personlige forhold. Frugten af den slags er giftig, ødelæggende for al tillid mellem mennesker.
Hvad er sandt? Og hvad er falsk? Findes der sådan noget som Sandheden med stort S? Noget, vi ubetinget kan stole på?
Ja, siger evangeliet. Sandheden findes.
Vi finder den ikke i en filosofi eller et dogme. Sandheden er ikke teori.
Sandheden viser sig, når den leves.
Se på Jesus, siger evangeliet. I det liv, han levede, i det, han gjorde og var, ser vi, hvad der sandt.
Hvad ser vi da i Jesus?
Vi ser et menneske, hos hvem ord og liv var ét. Det, han sagde, stod han inde for i handling.
Vi ser et menneske, der tværtimod at udnytte andre, gav sig selv hen for verden – og ikke holdt inde, selv da det kostede ham alt.
Mange afviste ham, for han passede ikke ind i deres fastlåste holdninger og fordomme. De kunne ikke rumme ham i deres ordnede liv – og lugede ham ud som ukrudt.
Da han blev henrettet på et kors, forladt selv af sine venner, så det ud, som om hans liv havde været frugtesløst. Men se engang på alterbilledet her i kirken! I midten ser vi Jesus på korset. Fra korsets træ breder grenene sig ud, fyldt med frugter. Livgivende frugter, som mennesker høster og lever af.
De frugter, der vokser ud af Jesu liv, død og opstandelse, er fyldt med vitaminer. De styrker troen, håbet og kærligheden. Troen på, at vi er i gode hænder. Håbet om, at det trods alt ender godt. Og kærligheden, vi lever af og lever for.
Hvis vi hver dag indtager en dosis af troens, håbets og kærlighedens vitaminer, vil vi blive livet op, så det kan ske, at også vores liv kan bære frugt til liv og glæde for andre.
Samtidig tror jeg, at vi bliver bedre til at skelne mellem sandt og falsk.
Ethvert godt træ bærer gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter, siger Jesus.
Skal vi så begynde at vurdere, hvem der ligner de gode træer, og hvem der er dårlige?
Nej!
Jesu ord er ikke sagt for at opmuntre os til at få travlt med at dømme hinanden, Sådan skriver Søren Kierkegaard i ”Kærlighedens Gerninger”. Han fortsætter: Ordene er tværtimod sagt formanende til den enkelte, til dig, min tilhører, og til mig, for at opmuntre ham, at han ikke lader sin kærlighed blive ufrugtbar…. Thi evangeliets guddommelige myndighed taler ikke til det ene menneske om det andet menneske, ikke til dig om mig, eller til mig om dig. Nej, når evangeliet taler, taler det til den enkelte…til dig og til mig…
Med de ord tager Kierkegaard en fornøjelse fra os: fornøjelsen ved at pege andre ud og dømme dem. Fornøjelsen ved selv at vide sig på den rigtige side.
Som kirkegængeren, der efter gudstjenesten sagde til præsten: Tak for prædikenen. Den kunne min nabo have godt af at høre.
Ét er at pege på de andre og vurdere, hvordan det står til med dem. Om det er gode eller dårlige frugter, de bærer. Noget andet er, når fingeren peger på én selv. Så taler man ikke så højt, for hvem kan ikke i en eftertænksom stund tænke: Hvad er der i grunden kommet ud af det hele? Har mit liv overhovedet båret frugter, der er noget værd?
Måske er der det ene og det andet, man kan sole sig i. Bedrifter og tillidsposter af den slags, som bliver nævnt i fødselsdagsomtaler og nekrologer. Men den slags frugter, er evangeliet overhovedet ikke interesseret i.
Evangeliet peger i stedet på Jesus, på ham, der gjorde sig til den mindste af alle, for at alle må få del i det største.
Gode frugter kommer, når vi handler i hans ånd.
Ordene i dagens evangelium er taget ud af Jesu bjergprædiken. I denne lange tale gør han det klart, i hvilken retning, vi skal bevæge os, hvis vores liv skal bære gode frugter. Det handler om
at give uden tanke for, om vi får noget tilbage
at indse, at vore uvenner og fjender er mennesker som os
at holde op med at dømme andre (hvilket ikke er det samme som at sige, at alt er lige godt!)
og at erkende, at vi selv er fejlbarlige og hele tiden har brug for overbærenhed og tilgivelse.
Det er i den retning, vi skal bevæge os, hvis der skal være sandhed i vores liv, og vi skal bære frugter, der er til liv og glæde.
Det kan ikke klares med en omgang selvudvikling. Som et træ kun bærer frugt, når det suger næring fra jorden og tager imod regn og sol oppefra, sådan må vi række ud og tage imod udefra.
Tage imod alle de gaver, som Skaberen hvert øjeblik giver os.
Hente næring i ordet om Jesus Kristus
Og lade os lede af Hans ånd.
| Kategorier | Prædiken |