Udgivet fre d. 26. apr 2019, kl. 11:12

Påskedag 2019
Prædiken af Kristin Falck Saghaug

Der findes et maleri af Edvard Munch som hedder "Sol". Det danner centrum for en række af store malerier lavet til universitetets festsal i Oslo for 100 år siden. Det er oplysningens sol, som strækker sine stråler ud til alle videnskaberne og giver indsigt ind i uvidenhedens mørke. For mig er dette især et opstandelsesbillede.

Solen ligner en brændende hvid stjerne, som stiger op over horisonten i en transformerende solopgang. Strålerne er farverige og de bryder gennem alt på billedet. Himmelen, vandet, stenene. Alt bliver splintret af lyset. Men verden ødelægges ikke. Solen deler verden op, dens stråler lægger sig ikke ovenpå naturen, nej, den gennembryder naturen. Det hele spaltes i fragmenter i dette maleri, men helheden holdes på samme tid sammen af strålerne som forbinder alle delene. Solen i maleriet påvirker vores forståelse af både lysets kraft og naturen, på en måde hvor vi kommer til at se både lys og omgivelserne på anden måde, end hvis vi kiggede på himmelen en forårsmorgen.

Kvinderne er oppe ved solopgang, men deres sind er ikke lyst op af solen. De er fortsat i sorg, da de er på vej for at salve Jesu lig. De er fortsat i langfredags mørke. Det er graven, som er scenen i dag. Dødens og mørkets sted. Så hvad er der at råbe “Hallelujah” over i forhold til dagens tekst, som koret lige gjorde? Jo, det er det påskedag, og en ung mand fortæller at den korsfæstede Jesus er opstået. Han er der ikke. Men teksten selv har da ikke synderlig meget jubel at komme med. Tværtimod. Teksten slutter, ja hele Markusevangeliet, den originale og ældste del, slutter med: Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Fordi de var bange. Og hos Markus er det sådan set ikke så sært, fordi sådan har det været hver gang noget underfuldt skete. Mennesker blev bange. Deres eksistentielle grundlæggende rædsel for alt hvad som måtte true deres liv. Eller deres forståelse af virkeligheden gør dem bange. Og det 'at være bange' er det vi alle er - inderst inde. Døden, vores egen og andres ligger der altid som en dyb, omend uudtalt frygt. Vi bærer mørket i os. Og vi skal kæmpe med det.

Det er også et mørke, som vi møder i skabelsesmytens begyndelse. Der hvor jorden var tom og øde, der hvor der var mørke over urdybet. Der hvor Gud skilte lyset fra mørket. Alt begynder i mørket, også her. Som en sorg der kræver et svar. Som død der længes efter liv. Som liv der længes efter evigheden.

Men kvinderne har her kun set det meningsløse på Langfredag, at deres mester er blevet myrdet. Lyset er endnu ikke skabt hos dem, det er ikke trængt ind. Endnu. Men det kommer. Jo, for ellers ville der jo sådan set ikke være et evangelium, hvis de kvinder bare havde holdt sin mund. Gud får også dem til at tale. Lyset trænger ind.

I gennem hele fasten har der været tekster, som har vist hvordan Jesus Kristus repræsenterer noget nyt. Et nyt billede på både hvem Gud er og hvem mennesker kan være. Alle de kræfter, som vi også dagligt skal kæmpe med, de bliver overkommet af ham. Han siger nej til magten og æren når djævlen frister ham, men til gengæld helbreder ham og gør mennesker hele. Det er en overvindelse gang på gang af de kræfter som er destruktive. Og så endda til det sidste. Selv der overvinder han de destruktive kræfter på paradoksal vis. Ved ikke at lade sig friste til at bede Gud om at slippe for døden. De spotter ham ved korset og beder ham stige ned af korset, ham som har frelst andre, frels nu dig selv. Ligesom djævlen fristede ham, fristes han. For deri ligger den sidste store fristelse også for Jesus. Lad mig slippe for døden. Men at Jesus Kristus, som var forenet med Gud, dør er netop centrum i påsken. Langfredag er så at sige kernen. Vi kan ikke tale idag på påskedag, uden at tale om Langfredag.

Vi har billeder hos evangelisten af jorden, som går i oprør, når Jesus lider og dør på korset. Klipper som skælver og ryster. Jordens grund ryster. Solen dækker sit ansigt. Himlen bliver mørk. Ja, forhænget i templet revner. Guds ånd forlader templet. Alt er i oprør. Begivenheden på Golgata angår hele menneskeheden, den angår universet. Intet mindre. Der er tråde helt tilbage til den første adskillelse mellem Gud og skaberværket. Symbolikken i det handler om, at det som sker, er større end alt andet. Den som var forbundet til Gud, overgiver sig ikke til fristelsen, men bevarer sin enhed med Gud - ind i døden.

Det er som om selve skaberværket lider med i teksterne. Jorden skælver og peger på at den magt, værensmagten, som er al livs kilde: Gud selv, er det eneste fundament som holder. Det er Gud Jesus genforenes med. Den enhed som han opretholdt holder ind i døden. Vi kan ikke tale om opstandelsen, uden at tale om at det store er det som sker Langfredag. Fuldbyrdelsen er at der sker noget ganske nyt. For hele universet.

I dybet sprænger Guds skaber vilje sig igennem. Døden er en forudsætning for opstandelsen. Den er så at sige implicit i døden. Det er ud af mørket, ud af døden, ud af graven at lyset for alvor kan skinne. Der trænger Guds kærlighed i gennem.

Her er vitterligt tale om et gennembrud af lys. Ikke sådan som vi bruger ordet, når der er tale om videnskabelige gennembrud eller nye innovationer. Nej, her er der tale om et gennembrud i hele skaberværket, og især er det et gennembrud for menneskeheden som sker, dets klimaks, en åbenbaring har gennembrudskarakter, og det er begyndelsen på det gennembrud som vi fejrer, som italesættes her.

Det er som om skabelsens kraft gennembryder sit eget værk og dér lader evigheden træde ind i tiden. Ind i det splittede, hvor mennesker lever i modsætninger, kommer livet. Og viser sig som en kærlighedsrelation.

Livets grund - Gud - løfter kærligheden ud som lys, som den viden som forener og ikke splitter.

Det giver god mening at tale om, at det er på kanten af eksistensens mulighed, at håbet giver mening. Når alt erfares som håbløst, når vi endnu engang bliver bange, ligesom kvinderne i graven blev det, så er det der i håbløsheden, at vi gives lys. Det er kun ud af gravens mørke, at vi gives det lys. Og det er en en grund at stå på, og at leve på, som er stærkere end noget bjerg eller nogen klippe.

Solen i Edvard Munchs maleri kan derfor, vise os hvad lyset gør, når det forandrer og gennembryder vort mørke, karakteren af den. Og det kan minde os om, at det nye som kommer med Kristus er et gennembrud fra evigheden, som forandrer både Gud og verden.

Amen

Kategorier Prædiken