Udgivet man d. 11. mar 2019, kl. 13:18

Om fristelser og begær
Prædiken 1. Søn. i fasten 2019. Kristin
Præst Kristin Falck Saghaug

Jeg husker den sensommerdag. Jeg gik med min mormor over til naboens gård. Der var et gammelt hvidt hus med smukke sprosser i vinduerne. Og en rødmalet lade var der også. Bagved huset var min barndomsverdens allerstørste kirsebærtræ, med gigantiske, mørkerøde, nærmest sorte moreller. Det gik ikke lang tid inden jeg sammen med et par andre børn klatrede rundt på de kraftige grene og nedsvælgede det ene saftige bær efter det andet. Og jeg blev bare ved. Det var lykke, at sidde deroppe i det store træ og proppe sig overmæt til både munden og hænderne var violette af saft.

Ganske vist havde mormor “ledt mig ind i fristelsen”, men også sagt, at jeg skulle passe på med ikke at spise alt for mange, men det var selvfølgeligt hurtigt glemt. Med et barns begær ville jeg bare sørge for at få så mange som muligt. Som med al overspisning giver det mavepine, og jeg fik det rigtig dårligt.

Fristelser - de er en del af livet. “Hvor ser det fristende ud!”, siger vi som en kompliment til kokken og kaster os begærligt over maden. Og synes det er i orden at hengive os til sådanne fristelser. Et liv uden fristelser lyder nærmest en smule kedeligt. Måske er det fordi fristelserne i livet er knyttet til vort begær.

Begæret - det kommer vi alt for tit til knytte til noget seksuelt, og så er den ikke længere. Men begæret er også en drift i os, en betingelse for vor glæde ved livet - ja, en livskraft. Uden begær så dør vi. Bare tænk på et nyfødt barn som ammer, eller spiser. Og virkelig går til den. Det er overlevelse. Og hvad med hverdagslivet. Hvorfor skal vi stå ud af sengen?

Der er noget som trækker os ud. Måske duften af frisklavet kaffe eller tanken om en god kop the. Måske ser vi frem til et rundstykke med hjemmelavet marmelade. Den daglige rytme som trækker os ud af dynerne. Måske har vi glæden ved at gå på arbejde eller hen et sted hvor vi kan folde os ud. Måske er det familie eller venner som vi længes efter at se inden de også smutter ud i verden... Eller måske er det bare glæden ved at tage foråret ind med alle sanser, at nærmest begærligt åbne kroppen på ny for at mærke at, ja!, nu begynder alt at vågne igen. Det er jo ikke tilfældigt at folk forelsker sig om foråret, og bare tanken om det mennesket, som er målet for ens følelser kan vel også trække den mest dovne teenager væk fra Fortnite eller skærmen.

Men hvis vi intet begærer så er det lig med at være deprimeret. For så er der intet i livet som frister os. Livet er gået i sort. Det er farveløst. Det har tabt duft og smag. Det er ligesom når man er i sorg over at have mistet en som var en kær - man begærer intet. Den deprimerede ligger i sin seng til sidst, fordi begær og livslyst er lukket helt ned.

Alle fristelser har altså ikke sin rod i et farligt og ondt begær. Det synes jeg er vigtigt at slå fast. Begær er livsvilje, men så er der den vilje hvor menneskets begær retter sig mod magt. Eller det er der hvor vort begær tager magten i fra os.

I forhold til dagens tekst kan vi sige at forfatteren har fokus på at fristelser som er af det onde, de fristelser som appellerer til vort magtbegær. Der hvor mennesket fristes til at gøre sig selv til Gud. Jeg vil i dag fokusere på at Jesus bliver fristet til at søge magten. Al magten på jord. Alle verdens riger må han få lov til at styre over, bare han vil tilbede djævelen. Hvis vi skal opgradere djævelen til 2019, så vil jeg kalde djævelen et billede på det onde begær - altså viljen til magten, som dominans og udnyttelse af andre.

Det onde, det djævelske, er forbundet til et begær hvor mennesket forsøger at underlægge sig, bemægtige sig og kontrollere verden. En verden kan være et andet menneske, som man vil dominere og bestemme over. Det kan være at udnytte naturen således at den lider skade.

Konsekvenserne af magtbegæret ser vi nu udfoldet i verden som menneskeskabte klimaforandringer.

Vi kan også bare sige, at magtbegæret udfolder sig der hvor man prøver at rage så meget til sig selv som muligt, og er ligeglad med følgerne for andre, på både kort og lang sigt. Det viser sig både i en produktion og i et overforbrug som hensætter andre i fattigdom. Rigtig kritisk, så kan vi sige at en galoperende finanskapital er djævelsk.

Idet Jesus siger nej til magten, så siger han også nej til at gøre sig selv til Gud.

Så når vi siger, at Jesus Kristus også viser os hvem Gud er så siger han “nej” til det gudsbillede hvor Gud er en nidkær tyran og undertrykker, som ikke kan holde sin egen vrede inde således at han udsletter byer og skaber oversvømmelser. I teksten ser vi et nyt gudsbillede vokse frem i forlængelse af Jesu dåb. Det er Jesus som holder fast i sin menneskelighed. Han bruger ikke sin relation og forbundethed til Gud for at få magt. Derimod viser Jesus at magten ligger et andet sted. Det er i magten til liv, til kærlighed. Guddommeligheden er forbundet til hans menneskelighed.

Han holder fast i den tjenende menneskelighed. På samme måde skal vi ikke lade vort begær tage magten fra os. Vi har et valg. Når vi i Fader vor beder Gud om ikke at lede os ind i fristelse så kan det virke absurd. Men fristelserne er der jo netop. Men lede betyder også på oldnordiks at “leite”, altså at lede efter og søge efter noget. Så vi kan bede Gud om hjælp til, at vi ikke leder efter eller opsøger de fristelser, som tager magten fra os.

Når vi idag samler ind og støtter ofre for klimaforandringerne, så siger vi også nej til magten, Og “ja!” til livet. Ja til skaberværket. Vi siger ja til at tjene livets gode kræfter. Vi retter vort begær og livskraft mod det sandt menneskelige. Det er også en slags faste, at rette sin opmærksomhed mod menneskeligheden. Fordi det sandt menneskelige, det har Guds ansigt.

Amen.

Salmer 1. Søn. i fasten 2019

754 Se nu stiger solen

634 Du ved det nok

336 Vor Gud han er så fast en borg

655 Er du modfalden kære ven

69 Du fødtes på jord, v5 og 6

370 Menneske din egen magt


Kategorier Prædiken