Udgivet man d. 21. jan 2019, kl. 08:52

Prædiken. 2. søndag efter helligtrekonger. 
Ved sognepræst Kristin Falck Saghaug. 
Prædikentekst: Johannesevangeliet 2,1-11

(Dette er en prædiken, som er skrevet til levende formidling. Læseren bør have dette in mente.)

Støjen er øredøvende, hvis man begynder at tænke over det. Højlydte stemmer, diskussioner, sang og en kædedans som ingen ende vil tage. Der er fyldt af mennesker under den store teltdug, som er spændt ud i gården mellem de mange huse. Nogle få børn er faldet i søvn op ad deres forældre. Der er puder og tæpper over fliserne. Enkelt men hyggeligt. Et landsbybryllup. Der er skåle og fade og krukker af lertøj. Josef har hjulpet med at snedkerere de lave borde, som maden står på. For bare få måneder siden ville Jesus har hjulpet ham. Men i den sidste tid har Jesus været på farten.

De er til bryllupsfest hos Marias familie. Selv om værten ikke var helt begejstret for at udvide selskabet endnu mere, så er de alle så glade for Marias og Josefs ældste søn, at hans nye venner også blev inviteret med.

"Hvornår har du mødt disse mennesker, som du ønsker at invitere med?"
havde hun spurgt.
"Igår" sagde han.
"Jamen så kender du dem jo slet ikke" havde hun sagt.
"Jo mor det gør jeg" sagde han, sådan uden videre.

Hun rystede smilende på hovedet over hendes dreng, som nu slet ikke var en dreng mere, men en mand i begyndelsen af 30'erne.

"Jesus, jeg bliver aldrig helt klog på dig" sagde hun grinende til ham.
Han smilte tilbage og gav hende en kram. Hans kram var nu noget helt særligt. Som at blive hel igen, ja hun kunne ikke forklare det, måske var det fordi, han var hendes førstefødte og noget helt særligt. Måske var det alle de drømme hun havde haft gennem hele hans liv, inden han blev født, og bagefter. Gode drømme og uhyggelige drømme. Måske syner. Forudanelser.

Lige nu, havde hun bare sagt til ham, at der manglede vin. Hvorfor tog han det på den måde? Hun forestillede sig måske bare, at han og hans venner kunne hente noget vin, især da hans venner var kommet med i sidste øjeblik, så kunne de jo godt bidrage med noget. Eller Jesus kunne, siden de var hans følge. Hun tænker over hvorfor hun sagde det, for ordene fløj bare ud af hende. Men det var som om ordene skulle siges. Selvom hun jo ikke  ville gøre ham ked af det.

Men han svarede hende, hans mor: "Kvinde, hvad vil du mig?"

Hvad mente han lige med den bemærkning?. Det er ikke fordi bemærkningen er uvenlig. Måske kan det lyde sådan, men det er mere dette, at han taler som om hun var en fremmed. Han tiltaler hende ligesom hun var en frue. Fru Tømrer. Maria lindrer på tørklædet og trækker vejret dybt.

"Jesus" siger hun, nu med mor-stemmen. Venlig men bestemt: "Hvad sker der dog med dig?" Hun lægger en hånd på hans skulder. Ser hans tavse profil, som om han befinder sig et andet sted. Indadvendt. Han vender sig mod hende. Og der er tårer i hans øjne.

"Mor, ikke presse mig!"

Hun ryster uforstående på hovedet. 

"Hvad for et pres?" siger hun

"Du ved jo, at jeg er lige blevet døbt af Johannes for få dage siden. Og da skete der noget. Har du da ikke hørt det?" siger Jesus.

Indeni tænker Maria "Vi har jo slet ikke fået talt sammen, fordi du lige siden har hængt sammen med dine nye venner".

Højt siger hun: "Jo, selvfølgelig ved jeg det. Men jeg har ikke nænnet at spørge dig om det, fordi du..." Maria leder efter ordene. Kigger på ham med et åbent blik. "Du er som...forvandlet. Lykkelig over at han nu er til at tale med fortsætter hun: "Nå, men fortæl mig da, hvad der skete da Johannes døbte dig?" 

Jesus fortæller i flere minutter, og han nærmest hvisker ind i hendes øre, som om han gerne vil fortælle, men at ordene ikke er der til det.

Maria lukker øjnene og lytter. Hun tænker på den skadede fugl som hendes søn fandt. At Jesus stod der med den i sine hænder og med bævrende stemme bad: "Kære Gud, gør fuglen rask!" Og så, som om et lille pust gik gennem luften, så bevægede fuglen sig og fløj ud af drengens små hænder.

Det var efter den hændelse, at Maria begyndte at passe ekstra meget på ham. Det skulle nødig rygtes, at barnet havde sådanne evner. Det var
farligt, men det var heller ikke sidste gang, at hans bønner blev hørt, når nogle var syge. Men hun blev altid både glad og bange.

Jesus siger nu med en lav og fjern stemme: "Den her oplevelse af at mærke alt omkring sig mor, den fylder mig nu hele tiden. Som om jeg er forbundet til... alt. Jeg har ikke vænnet mig til det." Han hvisker nu så lavt, at hun har svært ved at høre ham.

"Så du er måske bange?" hvisker Maria tilbage.

"Tror du?" siger han forbavset. "Jeg, tænker nu mere, at det ikke er tiden endnu, hvor jeg skal vise hvad Gud gør i mig. Jeg må blive mere fortrolig med det. Vænne mig til det. Det er så overvældende."

Marias tro havde altid været stærk, som en grund af tillid til at Gud er der. Men så dette her?

Hun havde vel altid vidst det. Det slog nu bare ned i hende som en kendt gammel sang. At hendes barn havde en opgave, som hun ikke forstod. Men nu viste det sig for ham, og lige så meget som han fjernede sig fra sin mor, og kaldte hende "frue" ligeså meget havde han måske behov for, at hun nu mindede ham om, hvem han var. Mindede ham om det hun havde set og det hun nu ser.

Maria siger: "Det eneste jeg har set dig frygte Jesus, det er ondskaben og du har aldrig givet efter for den." Jesus nikkede tankefuldt, og hun så sit barn bagved den voksne mands lysende varme øjne.

"Jeg tror ikke, at du skal skjule, hvem du er, Jesus. Du er lys. Det har du alt været. Nu ved du det så også selv. Og det fylder dig." Maria smiler. Jesus kendte det smil. Nu kom et af hendes ordsprog. "Og man sætter ikke et lys under en spand vel?" siger hun, som om det ville afgøre det hele.

De bliver tavse. Alt er sagt. For nu. Hun hæver panderynkerne til et usagt spørgsmål. "Nu?" Han nikker beslutsomt og folder sine hænder, ganske diskret. Som for at samle sig.

Maria rejser sig og får fat i de unge mennesker som serverer. Jesus hører hendes stemme nu, som han kender hende, når hun selv holder en fest. Organiserer. Hun beder dem om, at de skal give Jesus, det han har brug for. Så vender hun sig mod ham og venter.

Han rejser sig op. Han går hen forbi en masse mennesker som sidder eller står. Hen til vandkarrene. Der hvor alle gæsterne efter forskrifterne havde skyllet sine hænder. Der hvor de blev rensede.

Han beder to drenge om at fylde dem med vand. De løber ud til brønden. De kommer hurtigt tilbage. De hælder vand op. Karrene svømmer over af vand. Han siger med fast stemme: "Øs nu op og giv det til køkken mesteren." 

Jesus ser dem hælde vandet op i lerkrukker. Han lukker sine øjne. Der er ret mørkt nu til aften, kun olielamper og fakler lyser, så ingen lægger rigtig mærke til at han står der og beder. En bøn, som måske mere er billeder end ord. Han er tilbage i Jordanfloden hos Johannes. Han mærker vand omkring sig, og mærker hvordan hans blod fosser rundt i hans krop. I et frygteligt øjeblik ser han sig selv udspændt mellem himmel og jord, skrigende i smerte. Han tvinger sig til at forblive i det. Er forbundet med selve livet. En dyb stemme i hans hoved lyder: "Jeg er" siger den, "jeg er." Han mærker han bliver trukket ned, ned, ned. Så bliver han løftet op. Og så er det stille i ham. Bare lyset indeni er tilbage.

Han sætter sig igen. Han kigger på sin mor. De siger ikke noget. Det sker, det som skal ske.

Alle drikker den ny vin. Den var dyb rød. Den lignede ikke noget anden vin Maria havde smagt. Maria sidder og gemmer alle ordene og tankene indeni, som hun har haft for vane, når der sker noget omkring hendes søn. Hun betragter hendes familie og familiens venner, ja den halve landsby. Så med eet undrer det hende: Der ingen støj mere. Der er ingen gråd, ingen skænderier eller optakt til en slåskamp, som der ellers kunne komme sent til sådanne store fester. Der var jo altid nogen af de par hundrede mennesker, som ikke kunne styre sig. Men ikke denne aften. Der er latter, der er samtaler, nogle danser til en fløjte som spiller. Hun kigger nærmere på ansigterne. Det er som om, der er et ophold, en pause i alles bekymringer. Selv de politiske diskussioner om romernes besættelse er stilnede. Som om rummet er blevet helt åbnet.. Som om...Maria er ikke til de store ord. Men hun ser menneskene nu, og det er som om venligheden flyder i strømme mellem dem.

Hun kigger på sin søn. Og hun ser ham.

Amen

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden som var er og bliver een sand gud fra evighed til evighed.

Kategorier Prædiken