Udgivet ons d. 26. dec 2018, kl. 15:00

Prædiken 1. Juledag. Prædikentekst: Juleevangeliet.
Ved sognepræst Kristin Falck Saghaug.

(Dette er en prædikentekst, som er skrevet til levende formidling. Læseren bør have dette in mente.)


For kort tid siden lavede jeg et opslag på på Facebook, hvor jeg lod som om, at jeg skrev et brev til en fiktiv brevkasse. Brevet lød sådan her:

Kære brevkasse. Jeg er præst i den danske folkekirke og forleden var min søn, knap 7 år, med til højmesse. Nu har jeg jo ikke altid styr på hvad knægten gør eller siger, så jeg blev noget bestyret, da en af menighedens ældre kvinder fortalte mig, hvad han havde sagt til hende under kirkekaffen. Hun havde venligt spurgt barnet: "Hvad ønsker du dig til jul?" Hertil svarede han: "Jeg ønsker mig ikke noget, kun at det bliver en god jul!". Udover det var han også begyndt at tale om fred og glæde og Jesusbarnet, men ifølge kvinden var hun på det tidspunkt blevet så berørt, at hun ikke kunne huske mere. Jeg skyndte mig selvfølgelig at sige, at det der, det har han i alle fald ikke fra mig! Men jeg er nu alligevel bekymret over den påvirkning mit arbejde har på mit ellers velfungerende barn. Hvad skal jeg gøre?

Jeg havde knapt lagt opslaget ud, så kom der en kommentar. Og jeg kiggede med forventning, fordi det var fra en af min tænksomme venner på facebook, en filosof og psykoanalytiker. Gad vide om hun ikke havde en skæg kommentar, tænkte jeg. Hun skrev:” Du skal godt nok passe på, for han kan kun blive skuffet. Amen”

Slam! Pyha...tænkte jeg, den var dog ret skrap den kommentar. Nu havde jeg jo lige lagt noget ud, som omend det end var alvorligt, så var det jo også ment lidt humoristisk. Og sødt. Og nu var der selvfølgelig mange af de søde kommentarer, som at barnet var dyb og tænksom og alle de smukke ting, folk nu skriver, som også gør en forælder nærmest rørt. Men filosoffens ord. De var irriterende. “Han kan kun blive skuffet”, det blev stående foran mig. For klog som hun er, prikkede hun lige til det ømme punkt. Det, som også var begyndt at nage mig en smule.

Hvis han ikke ønskede sig noget, altså en ting, så var det dog alligevel et ønske. Han ønskede sig jo en “god jul”. Det var det jeg skulle give ham, intet mindre. Så jeg svarede hende “Det er netop det. Tænk at skulle give ham en god jul. Pyh...julesorgen venter omkring hjørnet.

For i et øjeblik stod alle mine barndomsjulsminder i kø. Og voksenminder. For mon ikke det også altid hos mig, og måske også hos os alle, er en barnlig og dyb forventning om noget særligt. At julen skulle blive god, rar. Forventning om noget nær det magiske på hygge barometeret. Nogen gange blev det næsten indfriet, med de der lysende momenter. Andre gange er julen netop fuld af en uforklarlig melankoli eller sorg, sorg, midt i juleglæden, som om netop denne tid fremkalder det mørke og den sorg, som vi så gerne vil slippe for.

Men min filosofven spøgede altså fortsat. For hun havde også skrevet: “Vi skal alle dø. Det må siges at være et problem. “ Jeg stod lidt af der i vor Facebook samtale. Det blev for stort, for svært. Jeg nåede at have over en uge, hvor jeg tænkte, at døden i alle fald ikke er det barnet tænker på. Han er ikke kommet dertil endnu. Men så sidder vi der i lænestolen ugen inden jul. Han sidder på midt skød og vi ser på julekalender sammen. Selmas Saga. Så kigger han op på mig midt i hyggestunden og siger. “Hvor kommer vi hen, når vi dør?” Så kom den altså. Jeg spørger, han hvad han tænker om det, altså hvor vi kommer hen? Han siger, at “Jamen når folk er døde, så ved du jo, at de ikke kan åbne sine øjne igen, så kan de jo ikke mere gå nogen steder”. “Hvad med alle dine tanker og alt det som er dig?” spørger jeg. “Jeg er bange" siger han bare. Jeg holder om ham. Der bliver en lang pause. “Vil du vide, hvad jeg tror? “ spørger jeg. Han nikker. ”Jeg tror, at når vi dør, så går vi ind i det dejligste lys, og at det bare er enormt rart at være der. Hos Gud. At det er så fint, at vi slet ikke kan forestille os det.”  Han falder lidt til ro. Men den er ikke løst. Han ved godt, at der er en krop og et nærvær til forskel. “Prøv at tænke på, at vi er her lige nu” siger jeg. Men som børn nu kan, så kaster han sig over at fortælle om den julekalender om lille Selma, som vi kigger på. Der skal ikke tales mere om døden denne dag.

Det er julesorgen. Vor alles. At døden findes. Og mange af os har prøvet det tæt på. At miste en vi elskede, eller flere. Det kan ikke bortforklares.  Selv når vi ser et lille barn, eller tænker på juleevangeliet med det lille barn i krybben, så ved vi at døden venter forude. En dag.

Så hvordan kan vi dødelige give hinanden en god jul på trods af julesorgen? På trods af døden?

Måske er det slet ikke så meget vi kan. Måske skal vi have englehjæp til at være i øjeblikket. Det at være lige der man nu er, i sorgen eller glæden og sanse. Hvis det er i sorgen - så lad den være der. Savnet. Lad os ikke frygte sorgen, for måske midt i det hele, i den så kan der ske noget, måske dette: At mørket har åbninger for lyset. At lyset kommer ud fra og i gennem mørket. At nogle gode minder står foran en, om den vi savner, måske på sådan en måde, at må vi må smile. Er andre glade og vi kede, så kan vi måske prøve at se på flammen fra det stearinlys, som brænder. Blive væk i det. Prøve at nyde smagen af den småkage, et godt glas vin eller en god kop kaffe, at kende på duften af gran eller klementiner. En slags selvforglemmelse. At lade tingene ske. Bare være til  For på en eller anden måde er det, når vi siger “god” eller “glædelig jul” til hinanden, så er det et ønske, det er en bøn. En bøn til Gud. Om at det i dette er noget som gives. At den gode jul ikke er noget vi krampagtigt kan skabe. En god jul er en bøn om at glæden må ske ind i vort mørke.

Og glæden kommer måske netop til en i glimt, som en dør der er åben på klem, måske sker det ved at vi tør være lidt stille. Ved at sidde alene, hvis vi er det, og kigge lidt ud på himlen, eller hvis vi er sammen med nogen, prøve at være tilstede i det. Måske er de glimt vi aner så, lyset, de små engle.  Måske kan vi så med den gamle salmedigter, bede om at ane den glæde, ane at det guds rige vi taler om også er tilstede her. Ikke fuldt og helt. Men i de dele og glimt vi får se, er det rigtigt nok, tilstede. Så kan vi bede om at julesorgen slukkes endnu en gang. Igen og igen. Fordi skabelsens lys strømmer igennem millioner af år, det lyser i gennem en krybbe i en stald, lyser i gennem en opstandelse til liv. Gud af Gud, lys af lys. Det er guds svar på vor bøn; At vi stammer fra lys, at der er lys og at vi en dag går ind i Guds lys. De små engle er billeder på den lysende kærlighed, den gode og glædelige jul, som kommer til os i et evighedens øjeblik, som en gave, der peger på at evigheden er tilstede, også i vore liv her og nu. Og vi får at synge med englene.

Lovprise Gud og sige ære være faderen og sønnen og helligånden som var og bliver en sand gud fra evighed til evighed. Amen.

Kategorier Prædiken