Udgivet af Pernille Engelhart Krogh, tir d. 25. dec 2018, kl. 15:00

Juleaftenprædiken - En fødselshistorie som ender i lys
Ved sognepræst Kristin Falck Saghaug

(Dette er en prædikentekst, som er skrevet til levende formidling. Læseren bør have dette in mente.)

Gud sagde: "Lad det blive lys!" Og mørket blev splintret af lyset. Af lys og kærlighed skete det hele, for Gud er den, som ikke kan lade være at skabe livet. Millioner af år går. Arter af liv fra mikrober til dinosaurer, sardiner til hval, fra aber til mennesker. Livet folder sig ud. Men der er en ulyksalighed i det hele. Gud vil tæt på sin egen skabelse, men hver gang livet skabes falder det fra Gud. Det bliver adskilt fra Gud. Det er den største ensomhed for alle. Livet selv og mennesker imellem. At ville elske, men ikke kunne komme tæt på den man elsker. Fordi skabningerne er adskilte fra Gud og fra hinanden. Men så sker det. Gud forbinder sig til livet. Gud går ind i menneskers mørke, forbinder sig til sin egen skabning, bliver synlig i et lille menneske. Gud bliver synlig der, for at vi skal se at vi er skabt af lys. At kærligheden sker her i blandt os. At lyset må skinne ud af menneskers mørke. Vi har lyset fra Betlehem i kirken, og i dag lyser det i gennem tiden tilbage til en nat for længe siden. En nat for over 2000 år siden.

En olielampe lyser med en fin lille flamme ved døren indeni i en stald. Hvis ikke det var for lyset, så ville man kun ane dampen fra nogle køer, et æsel og den møg som ligger derinde. Men der er også et menneske. En ung spinkel pige som sidder på knæ og stønner og holder sig omkring en udspændt kuglerund mave. Det er Maria. Nu råber hun. “Josef! Kom nu!” Hun ryster på hovedet. Det var slet ikke sådan her, det skulle være! Maria trækker grådkvalt lugten af kolort ind og stønner. Min mor skulle jo have været her, tænker hun mens tårerne drypper ned blandt halmstråene i mørket. For her er hun, et fremmed sted, i Betlehem, ligesom et dyr blandt de andre dyr, på det lerstampede gulvet i en simpel stald.. Halmen stikker hende i hænderne og knæerne, men hun ænser det knapt. Endnu en ve jager gennem hendes krop og hun knytter næver og bider tænderne sammen. Hun er helt alene, bortset fra et par køer og deres æsel, så er der kun hendes råb ud i mørket.

Josef er sprunget over på kroen for at høre om der er en kvinde som kan hjælpe hende. Hvor bliver han dog af? Det er ikke så længe siden han gik, men hun synes det føles som lang tid.

Endelig går døren knirkende op. Kulden slår ind i stalden, men hun synes nærmest det er som om hun igen får luft. En lille lindring.

Ind ad døren kommer Josef bærende på en stor spand vand. Han har følge af en lille kone. Hun har venlige øjne og bærer på en stor kurv. Kvinden kommer hen og tager Maria blødt på skulderen. ”Nå, min pige, det her skal vi nok klare sammen.” “Har du prøvet det før?” gisper Maria inden en ny ve jager gennem hendes lænd og ud i hendes lår. ”Prøvet det før? ” gentager den gamle kone blidt og stryger Marias fugtige hår væk fra hendes ansigt. “Gennem tyve år, Maria, har disse hænder taget imod et lille hoved og løftet det ud i livet”.

Hendes stærke hænder tager Marias og støtter hende så hun kommer op og stå. Maria mærker varmen fra den anden kvinde og hendes arme omkring sig. Hun hviler lige lidt opad denne kone, som kunne være hendes mor, og mærker duften af figen og frisk brød, og ja...appelsin.. . Den ro der også minder om hendes mor, tænker Maria. ”Åh, siger Maria, har du været jordemor i tyve år? Jeg er kun lige fyldt fjorten”. ”Ja”, siger jordmoren. ”Jeg synes nu også at det er tidligt at blive mor, så ung, men sådan var det også med mig.” Hun sukker, men smiler.

Maria, som lige er ved at sige noget igen, knækker igen sammen i en ny ve.

”Nå, lille ven" siger konen. "Du må lige lægge dig Maria, så jeg kan mærke hvor langt vi er henne her”. Hun vender sig mod Josef. ”Unge mand" siger konen. "Du tager lige det tæppe og lagen som ligger i min kurv, og lægger det hen over halmen”. ”Hvor?” spørgerJosef. Han er endnu rundt på gulvet. Og skammer sig over at han ikke har været i stand til at finde et bedre sted til sin elskede, at deres barn skal fødes her. Men konen har sådan en ro omkring sig, at han ligesom vågner op. ”I min kurv, som står lige ved siden af dig”, hun griner til ham.

Josef gør som konen siger og breder tæppe og lagen ud.

Veerne har nu varet i flere timer, og er så voldsomme at Marias lille krop er spændt helt ud.

Hun skælder og smælder ud på både jordmoderen, på Gud og stakkels Josef som mekanisk klapper på deres æsel, som roligt gumler på noget hø. Jordemoderen masserer Maria over lænden. Det er nogle grove og kraftige hænder. Og den ru hud virker nu beroligende på den unge pige.

"Maria" siger hun bestemt men blidt. "Det går fint skal du se". Maria skriger: ”Ved profetens skæg, det kan da knapt blive værre!”. Men det kan det. Maria tror hun skal dø, da presseveerne kommer.

Hun skal ikke presse endnu, siger jordemoderen, lige vente lidt. Maria har det som om der er en vulkan inden i, som er ved at bryde løs, der er nogen kræfter hun slet ikke anede at hendes spinkle krop kunne mønstre.

Jordemoderen får Maria op at stå, og leder hende hen til en halvhøj skillevæg som adskiller dyrerene fra resten af stalden. Der kan Maria stå og holde sig fast. Vægten af barnet trækker ned mellem hendes ben, Josef bliver dirigeret over at stå på den anden side, inde foran koen, så Maria kan holde i hans hænder og han kan tørre sveden af hendes ansigt. Han ser så bekymret ud, når Maria at tænke. Mens hun lige nu føler, at det her, det er noget hendes krop bare kan.

Jordmoderen sidder på knæ bag Marias ryg. Hun mærker hendes hænder mellem sine ben.

Og så. Hovedet er på vej. ”Rolig Maria... Træk vejret…Vent lidt.. ikke presse endnu.” Der går en lille evighed, føles det som. ”Nu Maria, pres alt hvad du har! Følg den ve som kommer,” lyder det.

Maria presser, intet sker. Igen kommer der en ve og Maria ser stjerner i hovedet og blodet suser bag hendes øjne og i hendes kinder. Jordmoderen råber ”Pres, nu! Alt du kan!”. Maria bruger sine sidste kræfter og alt løsner i hende. Som en elv, som et jordskred. Og barnet er på vej.

Et skrig, fra Maria og så et lille skrig mellem hendes ben.

Jordmoderen løfter den lille blodige og fedtede krop. Sikke en smuk dreng!

Og alt er, som det skal være.

Lidt senere i stalden. Navle strengen er skåret over. Barnet er vasket og ligger hos Maria, opad hendes hud og finder hendes bryst. Josef holder omkring hende og kysser hende på panden. Den lille fyr sover.

”Jesus”, hvisker Maria. Hun stryger hans små sorte dun på hovedet. Så åbner han øjnene mod dem. ”Se Josef”, siger Maria. ”Jeg tror, jeg kan blive helt væk i det blik der, det er som om, det lyser imod os”.

(Koret begynder at synge stille i våbenhuset)

Så hører hun en sang, som langt væk fra. Nogen synger om fred på jord. Hun kysser barnet på hovedet. Jeg tror de synger om dig, lille skat.

(Koret kommer syngende "Gloria..", og da de er færdige, bliver de stående ved alteret og præsten fortsætter)

Og ind af deres lille vindue ind i stalden, henover de sovende dyr og den lille families hoveder danser lyset.

I glimt kan vi i dag også se det lys i hinandens øjne.

I øjeblikke ser vi kærligheden være helt tilstede. Så sker det igen.

At Gud forbinder sig til mennesker. Og vi mærker, at vi også er barn af lyset. At lyset er her i blandt os.

Så kan vi med glæde lovprise og sige:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Amen

Og Glædelig Jul til jer alle sammen!

Kategorier Prædiken