Udgivet man d. 7. jan 2019, kl. 13:44

Helligtrekonger 2019 ved sognepræst Kristin Falck Saghaug.

(Dette er en prædikentekst, som er skrevet til levende formidling. Læseren bør have dette in mente.)

Nej, tænkte jeg. Du kan ikke begynde din prædiken med at tale om en togulykke. Det skal jo være en fest! Der er lys, der er suppegilde bagefter. Det kan du ikke.

Men dagens tekst beskriver også, nogen som er på rejse.

De mennesker, som satte sig i det skæbnesvangre tog over Storbælt onsdag morgen, var for de flestes vedkommende bare på vej hjem eller på arbejde. Otte af dem døde. Og med deres død var der mindst otte familier, som fik smadret deres liv. Og det er ikke fordi, der ikke sker ulykker af lang værre karakter rundt i verden, det ved vi godt. Men det særlige ved den her ulykke er, at den er så sjælden. Og det skete i vor hverdags verden. Folk i et tog. Det ganske almindelige levede liv som rystes i sin grundvold. Rives bort.

Og det skete på på Storbæltsbroen. På lige dén bro, som man nu i en hel del år har set som den trygge forbindelse mellem to øer, det som knytter det her lille land sammen. Den bro som betyder at vi ikke er adskilte. Vi kan nemt komme hen til den anden side. Selve broen står der, der skete ikke noget med den, men der skete noget med det, som den symboliserer. Noget, som inden onsdag var en tryg forbindelse, viser sig nu som noget sårbart. Det viser os livets sårbarhed. Hvor lidt der skal til for at noget går helt galt.

Den brudte togforbindelse og det smadrede tog siger noget om menneskelivets uforudsigelighed. Tilfældets brutalitet. Den brudte forbindelse er også, den ulykke som menneskelivet i sig selv kan være. For tilfældigheder er også et vilkår vi lever under. Og fordi vi er dødelige og underlagt tiden, så kan livets gang også opleves som meningsløst. VI kan føle at vi er ude af ‘sync’, at vi bumper rundt uden forbindelse til det som betyder noget. Vi kan føle at tingene ikke helt lykkes. Vi kan søge en mening, men fortabe os i det uvæsentlige, i værdier som splitter vort liv ad. Vi kan føle os fortabte. I sorg. Forladte i mørke. Udenfor fællesskaber.

Dagens tekst minder så omvendt om en art eventyr. De vismænd som har rejst langt, den onde konge og så det lille barn, som bliver hyldet under enkle kår, men med kongegaver. Og den her historie er kun hos Mattæus. Den er ikke fortsættelsen i vor sædvanlige juleevangelietekst hos Lukas. Der er der jo ingen vismænd eller hellige konger.

Men som det tit er med evangeliske tekster, så er det ikke en minutiøs gengivelse af begivenheder som er ærindet, det er noget andet.

Forfatteren har noget på hjertet, og det fortæller han så også med dramatiske billeder og i en mytisk form. For det handler om, hvem det barn - Jesus - er. Konteksten for den fødsel. Barnet er den man har ventet på. Længtes efter. Det er profetisk. Forudsagt. Så Mattæus forkynder hvad slags betydning tilsynekomsten af Jesus Kristus er.

Han vil fortælle hvad som åbenbares i denne fødsel, i den nyfødte. Og vismændene som kommer langvejs fra, det peger på, at dette barn har en universel betydning. Det angår alle. Det handler om vores alles eksistens.

Vismændene har også stået i mørket, kigget på den sorte himmel. De har set efter tegn på lys. De søger på sin måde også efter en større forbindelse i deres liv. En slags bro mellem den stjerne som de mener at have set og en begivenhed som den symboliserer. De rejser, de kommer frem, ser barnet og tilbeder det. Tilbeder.

Tilbedelse er nærmest et ord som lyder lidt gammeldags. Fra vores hverdag tager den sig nærmere ud som idoldyrkelse. Vel kan man blive så forelsket, at man, som det hedder, tilbeder jorden den udkårne går på. For en tid. Vi kender det også fra medier. Den der næsegruse beundring for en person. En særlig person. En musiker, eller en som er kendt. De får stjernestatus. De bliver stjerner på firmamentet.
Og så falder de. Mange ganger sker det i alle fald. Især for politikere.

For de er mennesker og alle fejler. Eller så kan medierne ikke holde det ud, at en bliver for stor.. og så finder man noget snavs.. og så ned med nakken med ham eller hende. Billedet vi har af personen bliver ødelagt. Og idolet. Ja, ordet idol betyder jo på engelsk afgud. Ham eller hende falder ned fra piedestallen. Og den udkårne viser sig også at have dårlig ånde eller noget lignende.

Nu er det bare sådan at idoldyrkelse bliver afgudsdyrkelse. Man ophøjer noget ganske almindeligt og jordisk til noget guddommeligt. Og det er direkte skadeligt, ja farligt for alle parter. Fordi en afgud kan man ikke få et forhold til. Det er en skikkelse som står en fjernt, han eller hun er uopnåelig.

"Men hvad så med tilbedelsen af barnet Jesus?" kan vi spørge.

I visse gamle malerier af Jesusbarnet, ser vi en pænt stor baby som peger. Han peger opad. Væk fra sig selv. Altså barnet viser til noget andet, men han er ikke i sig selv et idol, eller en afgud. Han er et barn, som symboliserer en helt særlig ny forbindelse mellem Gud og mennesker. Som den voksne Jesus siger: Tro ikke på mig, men på ham som har sendt mig. Også evangeliets Jesus peger hen på Gud. Han udtrykker det billede som vi alle er skabt ud fra. Guds billede. Men også hans jordiske billede bliver knust. Dør. Gud, relationen og forholdet forbliver dog en ny åbning. En ny væren i livet for alle mennesker. Fordi Gud sker. Gud er i Kristus en hændelse ind i skaberværket. Det vi kan kalde inkarnation.

Når der er et “noget” som tilbedes her, er det altså hvad barnet repræsenterer. Et nyt forhold. En ny forbindelse mellem Gud og mennesker. Hvor Gud er selve forbindelsen i kraft af denne hændelse. På den måde er Jesus Kristus en ny bro. En bro af en helt anden karakter end dem vi kan bygge og dem som vi rejser på. Var han et idol, blev han en afgud, og vi kunne ikke komme tæt på. Gud bliver en entitet. En ting, et objekt, reduceret til et ‘Men Gud viser sig som en relation, eller en uendelighed af relationer, som en voldsomt gennembrydende åbenbarende begivenhed ind i hverdagen. I et sårbart barn. Magten i det magtesløse. Styrken i det svage. Lysets sejr over mørket.

Mennesket Jesus vil komme til at erfare alle de menigsløsheder, som vi selv oplever, forladthed og død, men det, som vi ikke kan kalde andet end et mysterium, er at han som Kristus er gennemlyst af Gud. Viser hvad gudbilledlighed er for noget. Hvad et mennesket helt forbundet til Gud betyder.

Vismændene hos Matthæus er åbne for at se frelsen. Frelsen forstået som en helbredelse af den brudte og det ødelagte relation mellem Gud og
Guds skabning. I det at Gud skjuler sig i et lille barn, fødes i et barn. Det kan ikke være anderledes og dog er det det største mysterium.

Barnet repræsenterer altså en bro mellem det som før var adskilte verdner. Vor verden og Guds. En lysende bro er det.
Men barnet er ikke en mikro-gud eller Superman med kryptonit i årene. Nej det er begyndelsen på et liv til et menneske, som er underlagt den samme meningsløshed som os. Men modsat os formår han som Kristus at overvinde meningsløsheden, formår at åbenbare Guds lys ind i vort mørke. Og hvis vi tør at åbne vore øjne for det mysterium, så får vi selv at modtage noget af det lys. Vi slipper ikke for ulykker og sorg. Men skabelsens lys kan oplyse vort mørke, og idet kan det få os til at lyse. Også med og for hinanden.

Det lys - og kun det lys - skal vi altid tilbede. Det skal vi hylde. Og det skal vi lade brænde. For det lys er Gud, som bryder ind i vort skrøbelige liv med sin kærlighed og løfte om nærvær. Her og nu og i al evighed.

Amen.

Kategorier Prædiken