Udgivet tor d. 29. nov 2018, kl. 12:07

Allehelgensdag

Vi tænder lys idag til minde om vore kære, som er døde. Sorgen får lov til at fylde. Sorgen får lov til at lyse. Den lyser, fordi den har rod i den kærlighed, som også gør ondt, fordi vi savner en vi holder af. Sorgen kan også lyse, fordi sådan dukker minderne frem, og gør den døde levende i vore tanker og hjerter.

I den norske forfatter Karl Ove Knausgårds bog ‘Min kamp’, bind 1, beskriver han tiden efter hans fars død.  Det jeg særlig husker fra den bog er, at han vasker en trappe i hans fars hus. Trappen er meget mørk og beskidt, og den bliver et billede på, hvordan forfatteren selv har det. Han er selv i et mørke. Han er i sin sorg over en død far.

I begyndelsen af bogen tænker forfatteren, at han intet husker fra sin barndom, at alt ligger i mørke. Men nu, da han står der på trappen i sin sorg, og vasker skidt og møg væk, så er det som om, der kommer noget udefra og bryder ind. Noget vokser. Alt han troede han havde fortrængt, hele hans liv. Det er der, hans historier findes. Det vælter frem. På godt og ondt, og står ganske levende for ham, helt ned i detaljen.

Hans far var ingen helgen. Han var dominerende, han drak alt for meget og var på mange måder ikke nogen drømmefar. Men ikke desto mindre er kærligheden der.

Her idag mindes vi ikke mennesker, fordi de var helgener. Vore elskede som er døde, var hele mennesker, med både gode og mindre gode sider. Men i tiden efter at nogen dør, så kan der ske noget forsonende. Det kan være, som om personens mangler træder ind i skyggerne og deres gode sider, ja de begynder at stå lysende klart for os.

Mon ikke I kender netop det, at en dagligdags hændelse lige pludselig kan åbne for minder efter ham eller hende som døde?

Man står og vasker op, eller der kommer en sang i radioen, noget mad man spiser, en samtale en har, der er en artikel i avisen, et program eller en film på fjernsynet. Vi går ind ad en dør, og lige pludselig er der en duft, som kalder personen frem. Vi går en tur, og ser en blomst han eller hun kunne lide. Regnen som falder. En solnedgang. Og I kan selv tænke videre.... Men ved sådan en lille ting, så er det som om, personen står lysende for en - i et glimt. Måske kommer man til at græde. Måske sker der ingenting. Måske kan man endda komme til at smile ved tanken. “Ja, det var jo netop sådan, han eller hun var.”

Nu siger dagens tekst: I er verdens salt. Det er ikke noget, vi skal være, det er noget vi ER , og i det ligger der ingen præstation idag, om at I nu skulle se at tage jer sammen og gå i gang. Måske har I eller har haft det sådan, at livet har tabt sit salt. Måske har maden helt konkret tabt sin smag, fordi den anden måske også tit var netop der ved måltidet.  Måske var han eller hende vi har mistet syg i lang tid, så vi ikke kan finde ud af, om det er i orden at være lettet. Må vi bare få lov at have det, som vi nu har det? Ja! Må vi have både sorgen og glæden? Ja! Saltet er ikke væk, men er netop i sit fravær, en påmindelse om den kraft kærligheden har. Også sorgen. Sorgen er salt, også. Vore kroppe består også af salt, ikke bare det vi har grædt ud, men alt det at vi har elsket og fortsat elsker.

Når vi tænder lys idag, i mørket så tænder vi også et lys for vores sorg. Det er det lys vi ikke skammer os over, men lader stå fremme. Vi sætter det ikke under en skæppe. Vi viser vores sorg. Vi tør at stå ved den. Sorgen. At den må være der, ligesom kærligheden til den vi savner, er der. Det er, som det skal være. Vi må bare turde at lade sorgen og savnet, når det er der, får lov til at fylde. Sorg har alle mulige former, men ingen af dem er forkerte. Alle har ret til sin sorg, ligesom alle har ret til at elske.

På den ene side er den døde borte, men på den anden side er fraværet af den døde den stærkeste påmindelse om en kærlighed, som varer ved. Vi får mærke lidenskabens anden side, lidelsen og smerten. Men det skader ikke kærligheden. Alt kan rummes der. Desto ældre vi bliver desto flere tvinges vi til at sige farvel til. Jeg tror, at de alle fortsat er i vore liv som Kærligheds Vidner. De har været salt og lys i vores liv, nu er sorgen og savnet der, som kærlighedens aftryk i at vi får være der, vi er. Vi er salt, vi er lys. De gode gerninger er at turde stå ved vor menneskelighed og sige: ja, vi har elsket, ja vi er i sorg, og vi elsker fortsat med den lidenskab, som også har lidelsen i sig. De døde er ikke blandt os længere, men de er heller ikke borte for os.

Og det handler om evigheden. Evigheden er ikke en tid som fortsætter, som om alt bare bliver ved i milliarder af år. Evigheden er også et nu, et øjeblik, som bryder gennem ind i vor verden. Vi siger tit ved begravelser eller bisættelser, at nu er den døde i Guds hænder eller hos Gud. Vi taler også om guds uendelige nærvær; I brød og vin ved nadveren. Vi taler om at Gud, også i øjeblikke viser sig i mødet mellem mennesker med sit kærlige nærvær. De døde er fraværende ja, men vi kan have øjeblikke, hvor den døde synes os så nær, så virkelig. Vi må få lov at tro, at den kærlighedsrelation vi har haft til et levende menneske ikke dør. Den ændrer sig, men den dør ikke. Fordi al vor evne til at elske stammer fra Gud. Derfor tænker jeg, at den kærligheds relation vi har haft til vore kære, nu er bundet til Gud. Vore døde og savnede, får vi tro, er vendt tilbage til det liv, vi alle stammer fra. Vi ved ikke hvordan, vi har kun billeder, og de bliver så fattige. Vi får tro, at der venter os alle en opstandelse. Og at evigheden er det lys, som også bryder i gennem til os i vor sorg og savn. Vi er i tiden, men der er en evighed, som bryder igennem, også i øjeblikke.

De øjeblikke, hvor den døde pludselig står så klart for os, som et meget kært minde, de øjeblikke; måske skal vi se på dem som kærlighedsgaver fra Gud? At vor kærlighed til vore døde har sin kilde hos Gud. De øjeblikke er et løfte om at Guds kærlighed er stærkere end døden. De lysende øjeblikke og minder er kys fra evigheden.

Amen

Kristin Falck Saghaug

Kategorier Prædiken