Udgivet af Anonym, søn d. 2. sep 2018, kl. 09:08

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2018.

Det er synd!

Det er synd for den mand som har været syg i 38 år og ikke har et menneske til at hjælpe sig.

Det er synd!

I ugens løb døde et menneske i Århus. Bedemanden blev kontaktet af kommunen der kontaktede kirken og præsten. Manden skulle bisættes fra en kirke da han var medlem af folkekirken. Men han havde ingen til at hjælpe ham i døden. Ingen til at hjælpe ham da han var i live. Ingen til at hjælpe med at bære kisten. Præsten der skulle bisætte brugte facebook til at spørge efter seks mennesker som ville bære og  være med til at tage afsked. Ingen skal alene herfra. Ethvert menneske fortjener at være med i et fællesskab. Sagde præsten da hun efterfølgende, af nogle, blev klandret for at have gjort som hun gjorde.

Det er synd! Det er synd når vi mennesker ikke hjælper hinanden når der åbenlyst er brug for det. Der var tydeligvis mange ved poolen ved fåreporten. De var i samme båd. De ønskede brændende helbredelse. Men det var synd. De havde alle havde kun blik for sig selv. Og i det blik spejlede de hinanden.

Det er stærkt som fortællingen om dette sted hvor Gud bevæger mennesker til at leve ved at sætte vandet i oprør også fortætter og sætter fokus på mennesker vilje til at leve, skabe liv og indgå i fællesskaber. Det hele hænger sammen. Det mærker vi i fortællingen. Det mærker vi i livet. Det er synd for den stakkels mand ved fåreporten men det er også synd for alle de andre.

Det handler vel nok om en dam i en fortidig by men  det handler også om vores hjemlige nutidige andedam og vores værdier og måder at tænke på. Det handler om integration. Det handler om vores måde at tænke på om skole og flygtninge og alle de steder hvor der er fællesskaber. Det handler om at “dem” og “os” gennemsyrer samfundet i en grad så det kan problematiseres at en præst kalder på medmenneskelighed i en konkret situation. 

Det ensomme menneske der forleden blev begravet i Århus og ved hjælp af face-book fik venner i døden repræsenterer den ensomhed der i stigende grad hersker iblandt os. Mennesker er ensomme. Mere ensomme end tidligere. Mennesker er presset af tidens krav om selvudvikling og “først ned i dammen” som bestyrker blikket både på os selv og andre. Det er svært at få øjenkontakt når man er er optaget af at ligge forrest i feltet.

Mennesker søger måske også den fulde forklaring på livets tilskikkelser tilstand i den videnskabelige tilgang. Der forskes i hvordan menneskers intelligens og hukommelse kan forbedres. Et firma arbejder på at skabe  hjerneimplantater som kan gøre computere til en direkte forlængelse af vores hjerner.  Vi kan på den måde blive opgraderet og være en gevinst for fremtidens arbejdsplads. Eller hvad med det kompetenceløft via HR der tilbyder  at vi kan udvikle vores menneskelige ressourcer. Det spørgsmål Jesus stiller forsøger vi at tage kontrollen over og rask bliver, i tiden og for tiden, et spørgsmål om først og bedst af egen vilje. Her mærker vi hvordan denne tankegang gennemsyrer vores samfund helt ned i vuggestuer der opererer med læringsplaner. Det bliver en kompetence at kravle, gå og stå oprejst på benene. Det er synd. For det skaber mennesker der er optaget af sig selv og deres eget. Det er en helt naturlig følge.  Det kan måske også nemt skabe en verden af mennesker der er mere optagede af at blive forargede over at en præst rækker ud efter hjælp på facebook og dermed sprænger en lovgivningsmæssig ramme end selve handlingens medmenneskelige mening. Det er synd.

Synd defineres og forstås ofte som et mere snævert begreb men synd er det når vi er lammede og ikke kan bevæge os til at skabe liv.

Så måske skulle syndsbegrebet udvides til en forståelse af at synd er afbrudte relationer. Og dem kender vi allesammen til gennem et menneskeliv.

Synd ikke mere. Siger Jesus til den mand som har fået livet tilbage. Det bliver bare værre. Det er den mest enkle måde at sige det på. Vi skal fastholdes på at livet  i fællesskaber og det fælles skabende liv er helbredende. Det modsatte gør os syge. Eller ensomme.

Alligevel bliver man ikke helt færdig med det provokerende spørgsmål til en ret alvorlig syg mand. Vil du være rask?  Måske skal vi få øje på at der er situationer i livet hvor det kun, ja, alene er Gud og Guds stemme der kan kalde os tilbage til livet eller forsone os med en svær situation. Det betyder at vi aldrig nogensinde er, selv ikke i den dybest ensomhed, er alene. 

Det menneske vi møder idag ved Bethesda dam synger en klagesang til Gud: Mit håb står til dig. Lyt til mit skrig. Vær ikke tavs når jeg græder. Han møder den Gud der vil at vi skal leve og gerne stiller sig sammen med os og stiller os de dybeste, mest provokerende og sværeste spørgsmål, der hvor vi er lammede.

Han og vi møder en Gud der vil sætte os i bevægelse og viser os en vej frem til livet. Spørgsmålet kan lyde groft malplaceret og provokerende. Men det er måske det ene afgørende spørgsmål der sætter tingene på spidsen og det ene spørgsmål der i givne situationer kan få os til at se om vi uanset de vilkår vi står i – vil. Altså, vil vælge det der er liv i.  Gud stiller sig altid sammen med os og forsøger at rette vores blik i mod det der er liv i.

Amen.  

Kategorier Prædiken