Udgivet af Anonym, fre d. 27. apr 2018, kl. 13:12

Det er bededag.  Det er en dag til at reflektere. Det er en dag til at sige tak for det vi har at være taknemmelige over. Det er en dag til at bede om hjælp om det der ligger os på sinde.

I en meget travl og uroligt flimrende verden er det en dag til at fordybe sig og til at finde hvile i. Bøn er et pusterum. De ældste bønner finder vi i Biblen. I de gammeltestamentlige salmer. De er samlet set udtryk for de korteste bønner i verden. Hjælp. Tak. Undskyld. De er skrevet før vores tidsregning. I aften går vi sammen gennem bønnens historie med nedslag i tider og steder som stadig lever – fordi mennesker engang bad og fordi deres bønner adskilt af hundreder af år stadig er genkendelige.    

I 800 tallet bevæger en munk sig op igennem Europa med retning mod Norden. Hans navn er Ansgar. Han ved ikke at eftertiden vil opfatte ham som den første succesfulde missionær. Hans liv er mest fuld af fiaskoer da vikingerne på samme tid hærger de steder han kommer frem. Hans bønner er inspireret af Biblen. Herre, hvor er mine fjender mange.  Hvor længe vil du glemme mig, Herre?

På samme tid skriver en kvinde ved navn Dhuoda en bønnebog til sin søn. Hun vil ikke sende sit barn ud i verden uden at han ved hvordan han kan bede. Hun skriver som anvisning: Bed med din mund, råb ud med dit hjerte, spørg i dine gerninger om, at Gud altid kommer til at bistå dig, nat og dag, i hver time og øjeblik.

De to, Ansgar og Dhuoda, bliver de første vi kender til der skriver personlige bønner. Det enkelte menneske havde på den tid ikke det samme fokus som i dag.

Et par hundrede år senere går en ung mand i kloster i Nordfrankrig. Her begynder han at skrive bønner som er anderledes. De rumme en ny følelsesmæssig dybde. Hans navn er Anselm.  

Vi er i 1000 tallet da Anselm beder Gud om at elske sine venner: ”…..så at de vil det, siger det og alene gør det som behager og gavner dem”. Anselm beder også for sine fjender. Med en meget stor blidhed. ”Hvad du end får mig til at ønske for mine fjender, så tildel dem det, og tildel mig det samme”.  Anselm er optaget af sin egen utilstrækkelighed og bruger den som en løftestang til bedre at kunne forstå de mennesker der har såret ham: Eftergiv mig al min skyld, ligesom jeg for dit ansigt eftergiver alle mine skyldnere.”

500 år senere i 1900tallet oplever vi to verdenskrige som sætter dybe spor. En tysk teolog, Bonhoeffer, kæmper under anden verdenskrig mod nazismen. Han gør det med sine ord. Han får både tale og skriveforbud. Det stopper ham ikke og han har nære forbindelser til dem der står bag attentatet på Hitler. Han bliver fængslet og i foråret 1945 bliver han beordret henrettet af Hitler.

           

Inden skriver han blandt andet denne bøn:

I mig er der mørkt, men hos dig er lyset. Jeg er ensom, men du forlader mig ikke. Jeg er modløs, men hos dig er hjælpen. Jeg er urolig, men hos dig er freden. I mig er der bitterhed, men hos dig er der tålmodighed. Jeg forstår ikke dine veje, men du ved vej for mig. Vi mærker den dybt personlige bøn fra et menneske der ved at der ikke er udveje og at det hele ser mørkt ud. Ensomhed, mørke, modløshed, uro, bitterhed. Et menneske der uforstående holder fast i troen på at Gud altid er tilstede. En anden præst i 1900tallet skriver en bøn som bliver så udbredt at den verden over i dag kendes som sindsrobønnen. Denne bøn udtrykker også – med to verdenskrige som historisk baggrund, at der er begivenheder eller hændelser igennem vores liv, der er ude af vores hænder:

Gud give mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan forandre, mod til at forandre det, jeg faktisk kan forandre, og visdom til at se forskellen.

Bønner er en stor del af vores liv. Vi skriver nogle af dem ned. En del lever kun i vores indre. Når vi møder hinanden, ligger der, selvom vi ikke formulerer det, altid en bøn i vores samvær: ”Tag mig for gode varer, hån mig ikke, lås mig ikke fast i min fortid, i det du ikke kan lide ved mig, i mine handlinger, i mit væsen, i mine fejltagelser, i mit forkerte sprog, i det, der frastøder dig ved mig, i det du har hørt om mig eller selv oplevet med mig. Alt det, som stiller sig i vejen for, at vi kan være rigtigt sammen. Overalt, hvor et menneske er sig selv, er det en bøn om accept, om forståelse, om kærlighed." Det er Johannes Møllehave der skriver om hvad bøn er. 

Bøn er at blive set og hørt. I en af de nyere bønneboger som er udgivet på dansk er bønnerne pågående, frække, ligetil, triste og til tider sjove. Alle er genkendelige. Denne bøn om, at måtte blive fri for den indre stemme der kværner: Bare nu børnene har husket at tage cykelhjelm på, bare de ikke drikker sig fulde, bare de ikke kører galt, bare de ikke….. Når den stemme kværner ville man ønske at man havde en hængekøje man kunne hvile ud i:  ”Der sidder en djævel på skulderen af mig og hvisker om katastrofer: trafikulykke, druknedød og skjulte svulster. Gud lad mig hvile i dine ord som i en hængekøje hvor jeg lægger mig med al min vægt og lader djævlen snakke løs mens jeg slapper af i køjen, spændt ud mellem tillid og tvivl.”

Det er smukt udtryk for der, hvor bønnens styrke kommer til syne: Når vi er ”spændt ud mellem tillid og tvivl”.

Den nu afdøde biskop Jan Lindhardt var flov over at bede offentligt – sagde han med et skævt smil på læben. Så skrev han i øvrigt en hel bog om bøn. Men han skrev også et råd til alle der kan have det sådan med at bede: Man kan blot tage mobiltelefonen op til øret. Man behøver ikke at ringe op. Han skal nok høre det alligevel. Vi er mange der skulle have gode chancer for ubemærket at få sendt bønner afsted.

Bøn er en del af livet. Vi ved det godt. Vi bruger det mere eller mindre bevidst. Her på kanten af sommeren vil vi bede med taknemmelighed og håb:

Gud, tak for sommeren, der slår sit lyse hvælv over vores liv som en katedral der minder om dig. Lad den blive til nyskabelse og fornyelse for os så også vores liv kan blive en katedral der minder om dig, du, vores oprindelse og mål.

Lad din ånds vind spille, på alle vores slumrende muligheders strenge, så vi vågner op til hinanden. Lad os vandre gennem sommerens dage med Jesus som vores rejsefælle og vejviser og hjælp til, sammen med ham, at finde rastepladserne ved vejkanten.

Amen.

Kategorier Prædiken