Udgivet af Anonym, tor d. 22. mar 2018, kl. 09:34

Prædiken til påskedag i Margrethekirken 2018.

Som ung vågnede jeg hver morgen med verden strømmende imod mig som en gnistrende gade. Nu må jeg stå op i vintermørket og stykke for stykke hente den ind på mine tynde ben.

Sådan digter en af vores tid største danske digtere. Det er en erfaring af, at livet ikke altid kommer til os som det gør når vi er helt unge. Vi siger det endda til de unge vi kender: Verden ligger for dine fødder. Lidt ældre fødder og tynde ben ved at vejene indimellem er kringlede og op ad bakke, og vi skal kæmpe og gøre en indsats for at finde fodfæste. Alle os med skrøbeligt tynde ben. Når jeg hører det digt kommer jeg til at tænke på det arbejde som Sisyfos udførte. Det der også er et begreb i vores sprog og som vi kalder Sisyfos arbejde.  

Historien om Sisyfos er historien om en helt.  Sisyfos er en helt fordi han fanger selve døden, som også i den græske mytologi har et navn, nemlig Thanatos (deraf kommer ordet eu – thanasi som betyder "den gode død"). Sisyfos får med list fanget og overvundet døden Thanatos, men da ingen af de græske guder i mytologien kan lide at blive modarbejdet så bliver døden befriet og Sisyfos bliver straffet. Han skal til evig tid rulle en sten op af et bjerg i den mørkeste del af underverdenen for blot, når han når toppen at opleve at stenen ruller fra ham ned af bjerget og han må begynde forfra. Stakkels Sisyfos der kæmpede mod døden, troede han kunne vinde og i stedet blev dømt til evig straf – frugtesløst liv. Der er ikke meget glæde, ikke meget håb, ikke meget lys og liv i fortællingen. I stedet er der den læring at bruger vi livet på at indfange det der er død i, så ender vi som Sisyfos. Vi bliver fanger i vores egne liv. Vi slæber sten op på toppen af bjerget men vi bliver aldrig belønnet for vores slid. Vi kommer ingen vegne. Vi bevæger os ikke.

I dag bliver den sten flyttet.  Den er så stor at det, i et af evangelierne, bliver et samtaleemne og et spørgsmål om mennesker overhovedet formår at flytte den. De er i hvert fald nødt til at være flere og hjælpe hinanden hvis den skal rokkes ud af stedet. Den er så stor at den, i et af evangelierne,  bliver et omdrejningspunkt i en samtale mellem nogle kvinder: Hvem i alverden skal vi få til at flytte stenen?

De ved endnu ikke  - eller også kan de ikke få øje på det - at Gud har magt til at flytte selv de største sten i verden. De ved endnu ikke – eller også kan de ikke få øje på det - at Gud har magt til at rulle sten væk og rulle gardiner op  og lukke lyset ind i menneskers verden.  De opdager det kort tid efter deres bekymringsfyldte samtale!  Og de bliver bange, rystede og ude af sig selv inden dagens evangelist også når at beskrive glæden der fylder dem. Forståeligt nok med alle disse følelser – det er en rystende oplevelse at finde liv, der hvor man troede, at alt var dødt!   

For et par år siden faldt min yngste dreng oppe i skolegården. Selve faldet var ikke så slemt men han havde – viste det sig - fået en sten i hånden. Den sad så langt inde at hverken små tryk, sæbevand  og en velmenende mor kunne fjerne den. Vi måtte en tur på skadestuen. På skadestuen fandt lægen en pincet frem og lys – skarpt lys. Med de to instrumenter trak han stenen ud af hånden.  Det var en lettelse. Sådan er det også med de sten vi kan mærke men ikke se. Der skal graves dybt. Der skal lys til. Masser af lys. Der skal være en der hjælper. Der skal måske også de rigtige redskaber til. Der skal være en udefra kommende der rækker en hånd. Trækker stenen ud. Ruller den væk. Og ruller den væk en gang mere når vi gerne vil rulle den tilbage igen.

I dag bliver en sten flyttet og lyset skinner ind i mørket og oplyser det faktum, at Gud ikke er død og at livet ikke er slut. Gud har rejst sig fra de døde og går rundt iblandt os i al evighed som et levende, bevægende ord. Ingen sten spærrer længere for det budskab. Nej, Ingen sten spærrer længere for os. Så stop os når vi selv begynder at rulle stenene tilbage. Stop os når vi selv begynder at rulle stenene tilbage. Stop os når vi lukker verden ude. Stop os når vi graver os ned. Stop os når vi synes vi ikke kan finde vej i mørket. Stop os - for vi kan ikke altid selv stoppe! Vi skal, som kvinderne ved graven, rives ud, rystes, kaldes tilbage af en anden eller af noget andet. Der er noget udefra kommende der skal vise os vej eller komme os i møde.  Der er en der skal kaste (påske)lys over sagen. Derfor er påskefortællingen også fyldt af bydeformer fra en Gud der har noget for med os mennesker: Kom. Se. Gå ud. Fortæl.

”Der falder en sten fra vores hjerte” siger vi, når vi bliver lettet fra vores bekymringer, når vi bliver fri fra en sorg. Vi ved alle sammen hvordan det mærkes. Vi ved at en sten i hjertet er i familie med en hals der snører sig sammen og en mave der slår knuder. Jeg ruller den sten væk – siger Gud.

Den sten, du umuligt tror på, kan rokke sig ud af stedet. Jeg ruller den sten væk, så lyset kan slippe ind og jeg kan træde ind i verden – også ind i din verden.

Hvad vil det sige, at Gud træder ind i verden. Jeg kommer til at tænke på den telefon der blev ved med at ringe på en kunstudstilling jeg engang besøgte. Udstillingen var bygget op omkring ideen om et badehotel hvor man som besøgende kunne kigge ind i hotelværelserne og blive en del af de fortællinger der gemte sig i rummene ved at røre og lytte og mærke. I hotellets forhal stod der en telefon. En telefon der ringede. Hele dagen lang. Mange gik hen og løftede røret. Det gjorde jeg også. Og da jeg løftede røret på telefonen så blev jeg overrasket – nærmest rystet.  I den anden ende var der en imødekommende og glad stemme der kontinuerligt sagde: Hej! Er det dig? Jeg har savnet dig! Jeg glæder mig til at se dig! Hvornår kommer du? Det samme budskab om og om igen!

Det lød akkurat som påskemorgens utrolige glædelige og løfterige ord: Er det jer? Vær ikke forfærdede! Se, han er ikke død – han lever, han går i forvejen, gå hjem og fortæl hinanden om det. I skal se ham igen. I skal mødes igen! Så fuld af glæde er det budskab at - selvom det er himmelråbende utroligt og slet ikke kan forklares -  så er det samtidig stærkt befriende at høre en stemme der viser vej.

Jeg er her stadig – siger Gud.  Du kan måske ikke altid se det, men jeg går i forvejen.  Jeg går en vej du kan følge. Jeg går dig i møde.  For alle os  der, selv på en sommersolskinsdag kender til at stå op i vintermørket for at hente livet ind – bid for bid – stykke for stykke på tynde skrøbelige ben – for alle os er vejen Jesus gik som en gnistrende gade af håb, mod og tro der strømmer os i møde. 

Glædelig påske.

 

Kategorier Prædiken