Udgivet af Anonym, tor d. 28. dec 2017, kl. 14:44

Det skete engang for 500 år siden at en mand, en munk faktisk, var på vej hjem og stak genvej gennem skoven. Det var en mørk nat. Månen strålede ned gennem træerne og der var tusindvis af stjerner på himlen. Pludselig fik han øje på et dejligt lille grønt træ blandt de bladløse trækroner og mellem grenene glimtede funklende stjerner. Det var smukt, syntes han og han rev træet op med rod, tog det med hjem, stillede det på julebordet i præstegården og pyntede det med vokslys. Munken hed Martin Luther. Det er rimeligt let at tillægge ham æren for juletræet. Om det er sandt vides ikke. Det er imidlertid sandt, at Martin Luther var rimelig robust. Han reformerede en kirke hvor Gud ikke længere var i centrum.

Robust er noget der er modstandsdygtig over for slid, belastninger eller vanskelige betingelser. Vi brugte ordet robust rigtigt meget i 2017. Det er faktisk indstillet til at være ordets mest brugte ord.

Det er ikke et særligt nordjysk ord selvom den nordjyske entertainer Niels Hausgaard ret ofte bruger det til at beskrive sin svigerinde. Det er at være robust når et menneske er modstandsdygtig over for slid, belastninger eller vanskelige betingelser. Når noget er robust, går det kun vanskeligt i stykker eller nedbrydes. Et robust underlag er eksempelvis asfalt eller beton som de veje der blev anlagt under anden verdenskrig af tyskerne. Virksomheder søger robuste medarbejdere. De steder hvor menneskelig robusthed oftest fremstilles er på de sociale medier. Her er nok flest fortællinger om det robuste.

Det modsatte af robust er skrøbelig. Det er ikke et ord der figurerer nogle steder overhovedet på top ti listen over ord og begreber som blev brugt særligt meget i 2017. Leonard Cohen, som døde lige inden vi skrev 2017, digtede om skrøbeligheden.  Han skrev en sang om os mennesker:  Du har det måske dårligt og vil helst fremstå som et helt menneske. Når ingen nu er hele mennesker, men alle sammen har sprækker, så lad os dog indrømme, at sprækker er der, hvor lyset kommer ind. At sprækker i os ofte er det, der får os til at lukke andre ind i vores liv. Eller burde være det. ”Der er sprækker i alting. Det er sådan lyset slipper ind.” Sang han.

Skrøbelig er dog ikke et ord vi sled på i året der gik. Men måske var det et ord vi mange gange tænkte. Skrøbeligt er det når to verdensmagter udsender trusler om oprustning og krig. Skrøbeligt er det når menneskemasser på flugt holdes tilbage af andre mennesker der ruller pigtrådshegn ud. Skrøbeligt er det når det når vi forbruger slider verdens ressourcesteder ned. Skrøbeligt er det når den kommende generation vurderes på hvad deres præstationer. Skrøbeligt er det når mennesker i tusindvis bukker under for stress. Verden er tilsyneladende et ganske skrøbeligt sted hvor længslen efter et robuste måske i virkeligheden og i langt højere grad er fornægtelse af skrøbelighedens vilkår.

Billedet af det robuste og det skrøbelige samler sig i julesalmen ”En rose så jeg skyde”. Forfatteren Merete Pryds Helle skriver om den salme at det er hendes yndlingssalme og hun husker hvordan det var i hendes barndomsjuleaften. De voksne kunne godt lide at jeg foreslog den; for det var som om man åbnede døren ud til haven, og en iskold ren og hellig luft strømmede ind i stuen, og omsluttede os med frossen salmeglans.

Salmen – skriver forfatteren - starter med et billede, der netop står, rent men urent; ser I; roser skyder jo ikke op af jorden i virkeligheden. Roser vokser på buske. Billedet er allerede skærpet der, som om der er en knytnævevilje bag den rose. Hvor kommer den fra? Fra under jorden, som endda er frosset. Viljen, der fører den rose, er enorm. Og selve rosen må være hård, for ellers kan det jo ikke lade sig gøre. Og rosen er blodrød. Blodrød hård rose skyder op gennem frossen sne; og så kommer profetens trøsteord.  Jeg anede ikke, hvad det var, - erindrer forfatteren -  men det er det eneste sted, jeg kendte ordet trøsteord, og det er noget, vi alle burde have til hinanden hele tiden.

Det skrøbelige bryder det robuste. Det er salmens kerne.  Det er juleevangeliets kerne. Det skrøbelige bryder det robuste for i nat gror der blomster på de træer der aldrig blomstrer. I nat sprækker det robuste og det iskolde og den smukkeste blomst skyder op og blomstrer under de hårdeste vilkår. Det er meget mærkeligt, men også sigende, at vi har glemt at bruge ordet skrøbelig sådan som det også kan bruges når man slår efter i en ordbog. Skrøbelig betyder nemlig også frugtbar. Det er i nat kærligheden der bryder igennem alle sprækker og revner og gennemlyser verden og får den til at blomstre.

Her er ingen selvudviklingsbøger der skal hjælpe mennesker til at blive mere robuste. Her er et helt nyfødt blomstrende levende og lysende trøsteord til mennesker der lever med liv og død som vilkår. Her fødes det lys der bryder dødens mørke. Vi ser det julenat, som en stjerne.

Det er slet ikke utænkeligt, at munken Martin Luther nynnede den samme salme da han gik hjem med sit juletræ. Det første af slagsen. Martin Luther der også hjalp os til fortsat at forstå biblen og bruge den på vores eget sprog. I dag skal vi åbne den gamle bog, læse, høre og se det lys der vælter ud af den – trøstende ord der baner sig vej i en verden der gerne kårer ”robust” som årets ord selvom alle ved at både mennesker og kærlighed er skrøbelig og at vi mere end nogensinde har brug for en Gud der taler lyset og livet ind i os og i verden. Amen.

Kategorier Prædiken