Udgivet af Anonym, tor d. 9. nov 2017, kl. 13:12

Prædiken til Allehelgensdag 2017 i Margrethekirken

I dag er vi et særligt fællesskab. Vi er et fællesskab af levende og døde. Vi er et fællesskab af mennesker, som har mistet et elsket menneske inden for det seneste år. Vi er et fællesskab af mennesker, som har mere eller mindre erfaring af tab og sorg med os. Så dette er et sorgens fællesskab. Vi er et fællesskab af mennesker som lever med sorg, tab og død som et vilkår og samles omkring erfaringen af at miste og sørge.

Salige er I som sørger, for I skal trøstes. Siger Jesus til os i dag.  

I 1956 bliver to mennesker gift – begge for anden gang. Et stærkt interessefællesskab mellem to mennesker er blevet til kærlighed. Hun er imidlertid alvorligt syg af kræft. Deres ægteskab bliver til på baggrund af sygdommen. De bliver formelt gift i al hast på hospitalet. I 1957 da sygdommen mirakuløst ser ud til at være på retur bliver de gift i kirken. De to når at være gift i fire år. I de fire år lever kvinden med en kræftdiagnose. Derfor lever de intenst og oplevelsesrigt og da hun dør af sin sygdom er det en stor sorg.

Manden som er forfatter beslutter sig for at skrive dagbog. I en række kladdehæfter skriver han sine tanker ned. Ja, det bliver til en hel lille bog. I denne bog kan man følge de tanker som man som et efterladt kan spejle sig i. Selv beskriver han sine skriverier som et værn mod totalt sammenbrud. En sikkerhedsventil.

Der er aldrig nogen der har fortalt mig, skriver han på dagbogens første side, at sorg i den grad føles som frygt. Jeg er ikke bange, men fornemmelsen er, som når man er bange. De samme sommerfugle i maven, den samme rastløshed og gaben. Jeg bliver ved med at synke.

Sådan beskriver forfatteren sorgen ganske fysiologisk. Og nærværet af andre mennesker føles som ganske uvirkeligt. Det er som om der er en dyne mellem dem og mig. Skriver forfatteren. Det er svært at opfatte hvad andre siger og egentlig også uinteressant. Alligevel ønsker han at de bliver omkring ham – bare de taler til hinanden og ikke til mig. Skriver han.

Det er en stærk dagbog der udelukkende handler om sorgen efter et menneske. Ja, i lang tid handler dagbogen ikke om sorg men næsten udelukkende om skuffelser og aggressioner. Hvorfor skulle det ske? Der stilles højlydt og klagende og anklagende spørgsmål til Gud.  Det er også svært for fatteren at finde trøst.

Omgivelsernes velmente, men ofte kejtede forsøg på at trøste omskriver forfatteren til den realitet det er at være i sorg. Man er sat udenfor et liv der går videre. Siger han.  ”Jeg ved at jeg er udenfor. Min røst kan knap nå dig”. Skriver han til en ven.

Gud hvisker til os i vores nydelser, taler i vores samvittighed men råber i vores lidelser. Skriver han men da han når det fjerde kladdehæfte er han også nået et sted i sin sorg hvor han ikke længere råber af Gud. Jeg troede, skriver han et andet sted , at jeg kunne beskrive en tilstand, kortlægge sorgen. Det viser sig, at sorg imidlertid ikke er en tilstand men en proces.  Sorgen er som en lang dal, en snoet dal hvor hvert et nyt sving måske vil afsløre et nyt landskab.  Nogle gange præsenteres man for et landskab som ligner præcis det landskab man efterlod for lang tid siden. Så er det man spekulerer på om ikke dalen er en cirkelrund grøft. Men det er den ikke.  Der sker delvise gentagelser men sekvensen gentager sig ikke.

Sådan skriver forfatteren Sorgens dagbog. Dage tilbagelægges i lidelse, i klage, i mørke mens lyset langsomt, uendeligt langsomt trænger sig på. 

Forfatteren skriver sammen med en ven som også har oplevet at miste:  Han skriver: Dit mørke har aktualiseret mit eget mørke. Jeg tror at det kun er ved at dele mørket , at du og jeg netop kan mødes netop i denne tid og dele med hinanden og dele med Gud hvad der er vores vilkår.

Sorgen fører forfatteren C.S Lewis nærmere et fællesskab med andre der kender mørket og med Gud. Det er måske netop det Jesus mener når han taler til os i dag og siger: Salige er de som sørger for de skal trøstes. Jesus kender om nogen os mennesker og mørket i verden. Han er selve det lys der bryder mørket. Han ved at hans livsopgave er at være lyset der skinner i mørket.  

Der findes tider i vores liv hvor vi ikke få øje på det lys, men i sidste ende trænger det sig på for det er et lys der er blevet til for at oplyse mørket i verden.

Så: For alle dem der gik i forvejen for os, alle døde og for alle os der er på vej, alle levende,  der skinner lyset i mørket. Gud er vores evige lys og vores sørgedage er måske ikke, med november måneds ankomst, forbi men vi kan roligt gå gennem november for der ligger agern under sneen. Den mørkeste tid og de mørkeste dage afløses af dage hvor lyset har mere magt. Amen.


 

Kategorier Prædiken