Udgivet af Anonym, man d. 25. sep 2017, kl. 15:49

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2017.

Et sted over mig lyder der et skræp. Det er en af de efterårsdage hvor himlen er klar og blå og høj.  Jeg ser op. Omkring ti gæs kommer flyvende i plovformation.  Jeg kan høre suset af deres vingeslag og se de duvende bevægelser.  Jeg stopper op et øjeblik og følger flokken med øjnene, og undrer mig over, at de kan finde vej ned igennem Europa til Afrika og misunder dem samtidig, at de frit kan flyve ud i verden.

Det er ikke så mærkeligt at det netop er fuglene af alle dyr ombord på skibet, som Noa vælger da han skal have overblik over oversvømmelsernes omfang. Han sender en fugl afsted.  Først en ravn. Så en due der i sidste ende ikke vender tilbage. Den har fundet land. Oversvømmelserne er overvundet.

Fuglene i biblen flyver forrest. De viser vejen. I tilfældet med Noa viser de vej til den aftale Gud laver med os mennesker.  Vinter, forår, sommer, efterår, dag og nat, kulde og varme. Det er alt sammen jeres vilkår – siger Gud – men jeg laver en aftale om, at jeg er tilstede både når solen skinner og det regner. Betragt regnbuen som et tegn på min aftale.

Regnbuer har samme effekt som fugletræk. De gør os opmærksomme. Vi standser hvad vi er i gang med. Prøver at fange buens lys med vores kamera. Prøver at regne ud hvor regnbuen ender. For der er guld for enden. Siger vi. Vi mennesker er altid lidt optagede af guld og  alt det der glimter. Vi er optagede af de mere håndgribelige værdier. Kan vi med de nye afgifter spare penge på vores biler. Hvordan kan vi billigst flyve længst ud i verden? Hvad gevinst får vi ud af livet?

Husk nu vores aftale. Siger Gud til os i dag.

Se regnbuen. Se fuglene på himlen. Se blomsterne. Siger Gud til os. Lær af blomsterne. Lær af den stilhed der er i naturen i stedet for at plapre løs i en uendelighed og glemme at lytte. Lær at i stilheden er der rum til bare at være – kke at være noget eller nogen – men bare  være uden at gøre noget eller sige så meget. Lær i retræten. Lær i pausen at finde roen og troen.

Se regnbuen. Se fuglene på himlen. Se blomsterne. Siger Gud til os. Lær af fuglene. Lær lydighed af dem. Forlig dig med dit liv. Lydighed. Tænker vi måske. Et mærkeligt gammeldags ord vi forbinder med disciplinær børneopdragelse.

Men lydighed er intet andet end at  forlige sig med sine livsvilkår og ikke blive bitter over at andre ser bedre ud, bliver hurtigere forfremmet, tjener mere men i stedet bare hvile i at Gud står bag alt liv og elsker enhver af os.  Den slags lydighed er næsten forsvundet for os. Men måske godt at finde et sted at stole på at vores liv er så meget mere end vores præstationer.

Se regnbuen. Se fuglene. Se blomsterne. Siger Gud til os. Få øje på glæden.  Nyd at du er til. Her og nu. Og kast alle de bekymringer du har på mig. Alle tankerne der kværner rundt i hovedet om aftenen når hovedpuden er hård som en sten, for der er sådan set nok at bekymre sig om. Drikkevandet der indeholder mikroplast. Alle de atombomber der trues med ude i verden.  Alle de orkanramte, jordskælvsramte og krigsramte områder. Nok ligger de geografisk langt væk fra os men verden er så lille at al den slags uvejr der raser i andre verdensdele sendes direkte ind i vores stuer dagligt og sætter sig på nethinden og hvordan er det lige at børnene skal klare sig med de dystre fremtidsudsigter?

Der er sådan set nok at bekymre sig om.

Så tænk bare, hvis bare vi kunne tage ved lære af himlens fugle og markens liljer. Det er bare ikke helt så nemt. Har vi hvad vi skal bruge økonomisk, så vil vi gerne have mere. Har vi arbejdet os til en titel får vi lyst til at få en endnu finere at koble sammen med vores navn. Jo mere magtfulde vi bliver jo mere skal vi stramme os an og passe på at vi ikke misbruger magten, tilliden, ansvaret.  I kan ikke både have fokus på penge og Gud, siger Jesus og spørger til hvad der egentlige er det væsentlige i vores liv? Han spørger lige ind i en tid hvor vi, mere end nogensinde, er mentalt fraværende og hvor vores fokus er så meget andet end at være tilstede. Tænk bare på hvordan vi åbenlyst fokuserer på vores mobil når vi kører bil.

Et sted over mig lyder der et skræp. Det er en af de efterårsdage hvor himlen er klar og blå og høj.  Jeg ser op. Omkring ti gæs kommer flyvende i plovformation.  De får mig til at tænke. Hvornår var det jeg sidst sad stille og roligt og kiggede ud af vinduet uden andet formål end at fået øje på fuglene ude i haven og bare faldet til ro i det at være tilstede. Eller hvornår var det jeg sidst var ude at gå i naturen og kiggede på blomsterne og nød stilheden og den væren der er i bare at være tilstede?

Flyver vi en tur med gæssene ned over Europa – og holder en pause i Assisi kan vi i byens smukke katedral se historien om Frans af Assisi, den middelalderlige munk der fandt sin ro og tro i naturen og i dyrene.

Det fortælles at han en dag stoppede op ved et træ hvor en stor flok fugle sad og de bøjede hovedet og lyttede til ham  da han fortalte dem at de var velsignede fordi Gud havde givet dem fjer og vinger til at flyve med, luft at bevæge sig i og dertil ingen bekymringer og fuglene reagerede ved at vise deres glæde og brede vingerne ud for til sidst at flyve ud i verden med munkens og Guds velsignelse.  

Vi har ikke fjer. Vi har ingen vinger. Alligevel så må vi gerne mærke glæden ved at flyve lavt i dag når vi i tillid læner os tilbage og stoler på Jesus der siger: Så vær da ikke bekymrede for fremtiden. I er velsignede. Amen.

Kategorier Prædiken