Udgivet af Anonym, søn d. 17. sep 2017, kl. 11:00

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis i Margrethekirken af Pia Kirkegaard 

Det er svært, at nå det hele i en travl hverdag. Der skal handles ind, der skal gøres rent, der skal læses lektier med børnene, forældremøder, sport, fritidsinteresser og mange andre aktiviteter fylder kalenderen. Det gør os travle. Indimellem så travle, at vi synes, at vi halter bagud og ikke rigtigt kan nå at følge med.

Sådan var det også den eftermiddag da han gik ud i haven.  Der skulle luges ukrudt. Ikke en yndlingsbeskæftigelse. Men nødvendigt. Noget der indimellem alle de andre gøremål skulle ordnes. Hans datter vimsede rundt omkring ham. Hun var fem år. Hun sang og dansede og kastede rundt med bunker af det ukrudt der lige var blevet hevet op.  Han blev vældigt irriteret. Han ville bare have ukrudtet af vejen.  Han råbte af hende. Tag dig så sammen!  Først gik hun sin vej. Men så vendte hun tilbage.  Far jeg vil gerne tale med dig, sagde hun.  Kan du huske at du, da jeg fyldte 5 år, sagde til mig, at nu skulle jeg holde op med at klynke. Jeg klynkede hver dag, og du sagde til mig, at det kunne jeg lade være med, hvis jeg ville. Kan du huske, at jeg holdt op?

Det er det sværeste jeg nogensinde har gjort, men hvis jeg kan holde op med at klynke, så kan du også holde op med at være en gnavpot.

Pigens far fik den dag en åbenbaring som han brugte, både i sit privatliv men også i sit faglige liv. Han var psykolog og havde brugt mange år på at blive klog på folks elendighed. Han var ekspert, når det kom til at vide noget om, hvad der gjorde folk kede af det, og hvorfor de blev syge, men han vidste ikke meget om hvad der gjorde mennesker glade og det værste var, at han ikke selv var glad. Pludselig så han, at alt det han havde opnået, det havde han opnået på trods af sin gnavenhed.  Han indså han måtte vende om.

Ti syge mennesker bliver i dag helbredt. Kun en enkelt af dem vender om for at udtrykke sin taknemmelighed. Han er samaritaner. Måske den samme samaritaner som i sidste uge viste et nødstedt menneske barmhjertighed. Nu viser han os hvad taknemmelighed er. De andre ni er spredt for alle vinde i gang med at leve deres nye, raske liv uden at se sig tilbage på det forkrøblede liv der så længe var et livsvilkår mens denne ene skal vise os og lære os at livet ikke er en selvfølge.  

Den tyske præst Dietrich Bonhoeffer som under anden verdenskrig var med til at grundlægge en opposition til den nazi-inspirerede bevægelse tyske kristne og som blev fængslet for sine synspunkter, afklædt og nøgen henrettet i fængslet under krigen, han skriver et sted om livets selvfølgelighed at i hverdagene går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt.  

I hverdagen går det sjældent op for os hvad vi har at være taknemmelige for. I de travle hverdage hvor vores stadigt mere hastige måde at leve på tvinger vores sanser ud i en overfladisk berøring med tilværelsen og andre mennesker - mens vi samtidigt længes mod noget andet og dybere. Noget mere eftertanke. Noget mere refleksion over tiden der går så alt for stærkt. Vi længes efter at vende om og sætte farten ned. Vi længes efter at være mere til.                                                                

Husker du jeg holdt op med at klynke og det var ret svært?

Sagde pigen til sin far der med dette ene perspektiv fra sit barn vendte om på sit liv og så at den vrede der gnavede i ham kunne vendes til noget andet – til en glæde og en taknemmelighed over at være i stand til, trods al travlhed,  at gå i haven og rive ukrudt op. Han blev selv revet op med rode i sin livsforståelse og vendte om.

Ti mennesker bliver revet ud af deres forkrøblede og sygdomsfyldte liv. De ni af dem glemmer så hurtigt at sygdommen så længe var deres tunge livsvilkår. De er videre i livet uden taknemmelighedens modvægt. Hold op hvor er det genkendeligt. Vi flagrer som de ni rundt i verden, fortravlet videre, videre…..

Gudskelov og tak for den ene der i dag viser os taknemmeligheden for livet. Den ene der får os på andre tanker. Tak for den lille gnist fra et andet menneske der igen formår at tænde en lillebitte flamme af håb i os. Vi ved hver især hvem det er og hvordan det kan være. Tak – også - for den der står der når vores går vores eget lys går ud, og vi forkrøbles og bliver syge.

Men mest af alt tak for en levende Gud  der genkender os mennesker i al vores flagrende fortravlede liv hvor vi  nemt glemmer hvad der er vigtigt og husker os på at nyt liv, glæde, kærlighed og fred opstår af taknemmelighed.

Det kan være, at vi selv skal lære at blive bedre til at tælle velsignelserne, skrive ned hvad der gør os glade, øve os i at gøre andre glade, registrere når vi mærker en gnist af glæde, sige tak, tilgive en der fik såret os, bruge mere tid på familien og vennerne, smile, sove, motionere og lære at se på vores vanskeligheder udefra. 

Det kan være at vi skal vende om og stille os på den taknemmeliges plads, lade hjertet, og sindet fylde sig med alt det vi kan komme i tanke om, som vi har at sige tak for -  og så rejse os, danse ud fra kirken, ud i livet og leve med taknemmeligheden i ryggen i hverdagene.  

Amen.

Kategorier Prædiken