Udgivet af Anonym, fre d. 8. sep 2017, kl. 12:35

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis 2017

skrevet over

"Den barmhjertige samaritan" Lukasevangeliet kapitel 10 vers 23 - 37.

I et afrikansk land skulle en bibeloversætter oversætte biblen. Han havde gjort næsten hele sit arbejde færdigt, men han manglede et ord for kærlighed. Et ret vigtigt ord i biblen! Han var faktisk ved at opgive, da han overværede en ung afrikansk mand sige til sin tilkomne ”Jeg ser dig”. Så slog det ham. ”Jeg ser dig” og ”jeg elsker dig” er det samme.

Med denne vinkel på kærlighed,  vil jeg  fortælle om en mand, som havde rejst meget, og, på mange måder, også havde set meget.

Fra han var helt ung havde han faktisk set det meste af verden. Nu var han blevet kaptajn på et gammelt skib Nimbus  og sejlede, under krigen,  med tømmer, stål og jern fra Liverpool til Halifax og retur, og så til New York via Gibraltar.  Nimbus sejlede i en konvoj af 40 andre skibe, og når ubådsvarslerne gik, så sejlede de i zigzag for at undgå torpedoer.

Som ung havde den gamle kaptajn selv haft en kaptajn der havde indprentet ham, at skulle han nogensinde komme i en situation hvor selve skibet han sejlede med var i fare, så skulle han hverken bryde sig om love og regler eller foreskrifter. Der gjaldt kun eneste lov: Vær mod andre, som de skal være mod dig. Han huskede de kloge ord. Han glemte ikke hvad den gamle kaptajn havde sagt, men han hørte også, at den gamle kloge kaptajn faktisk var druknet på grund af sin hjælpsomhed. Han havde givet sin redningsvest til en fyrbøder der i panik havde glemt sin egen redningsvest i maskinrummet.  Den gamle kaptajn der druknede i sin hjælpsomhed, var på mange måder blevet et forbillede for kaptajnen på Nimbus.

Så skete der noget, mens han sejlede konvojsejllads under krigen. Reglen var den at når ubådene torpederede, så skulle de andre skibe i konvojen fortsætte. De skulle sejle videre. Lå de stille for at hjælpe, udgjorde de selv et mål. Selv blev han og hans skib aldrig ramt af en torpedo. Alligevel var det denne situation der tilintetgjorde ham: At han som kaptajn, oplært til at hjælpe, skulle ignorere når bomberne sprang skibe omkring ham i sænk. Se dig ikke tilbage! – lærte han. Men når et skib blev ramt kunne han ikke lade være med at se sig tilbage, og se de på mennesker der var ramt og livløse sank til bunds eller druknede, mens de råbte om hjælp. De røde blus på de druknendes redningsveste, var det sidste han så og de blev hans pejlemærke. Han forberedte sig nu  ikke længere på torpedoerne,  men på de røde lys, han vidste han fulgte, selvom skibet havde en anden kurs væk fra de druknende.  Efter den tid begyndte han at isolere sig. Han begyndte at drikke. Hans liv pulveriseredes.

Hvem var han - denne skibskaptajn?  

Var han ligesom præsten der gik forbi den nødlidende, der råbte om hjælp. Det sidste han hørte var jo råbene om hjælp når han stod ved roret og forsøgte at styre udenom  og måtte sejle videre uden at hjælpe.

Var han ligesom levitten, tempeltjeneren, der så situationens alvor da de nødlidtes røde lys på redningsvestene langsomt slukkede og de druknede i havet, mens han af hensynet til de øvrige skibe i konvojen måtte fastholde blikket på at styre skibet videre.

Var han ligesom det barmhjertige menneske, når han undgik at ramme de nødlidte, druknende i vandet, men styrede videre i sin sejllads for at torpedoerne skulle undgå at ramme de øvrige skibe og såre endnu flere?

Eller er han i virkeligheden det menneske der er blevet ramt og såret, og nu bløder i en ensom kamp i fosterstilling og halvdrukken tilstand, i sin kahyt med de røde nødblus som et fastfrosset syn på nethinden  – et pulveriseret menneske  - der som den overfaldne i vejkanten råber om hjælp. Og hvem kommer forbi og hjælper?

Ja. Hvem er vi i denne fortælling? Hvem er jeg? Og hvem er du? Og hvem kommer forbi og hjælper?

Vist er vi ikke i krig. Vi er heller ikke kaptajner på et skib,  og alligevel genkender vi os selv i de mennesker der skildres - også i dem der  passerer forbi os på vej fra Jerusalem til Jeriko.

Vi kan læse og forstår fortællingerne som moralske fortællinger der anviser os til at være gode mod hinanden.

Vi kan også på anden måde læse og forstå og  spejle os i fortællingens nuancerede personskildringer. Vi er dem der står deroppe på skibet sammen med kaptajnen, vi er de druknende med de røde nødblus på redningsvesten, vi er de ramte, forslåede forbigåede mennesker der råber om hjælp. 

Heldigvis rejser der sig i horisonten en støvsky. Der er en der nærmer sig. Ham der nærmer sig -  nærmer sig med kærlighed. Han ser os.

I et afrikansk land skulle en bibeloversætter oversætte biblen. Han havde gjort næsten hele sit arbejde færdigt men manglede et ord for kærlighed. Et vigtigt ord i biblen. Han var faktisk ved at opgive da han overværede en ung mand sige til sin tilkomne ”Jeg ser dig”. Så slog det ham. "Jeg ser dig" og "jeg elsker dig" var det samme.

Her er fortællingen om den levende Gud der ser os, som vi er. Som vi er på vej i livet og smyger os udenom, overser hinanden,  går forbi eller rammes. Her er fortællingen om den  levende Gud der ser os alle og fortællingen om den levende Gud  trøster, støtter, rejser og heler det ramte, sårede og faldne menneske der råber om hjælp.  

Vi skal måske – med den barmhjertige samaritan -  få øje på og forstå at det evige liv – i vores dødelige liv -  netop findes i denne vekselvirkning: At se og blive set.

Amen

Kategorier Prædiken