Lagde I mærke til, hvor mange følelser, der var på spil i det afsnit af evangeliet, vi hørte før?
Stærke og modsætningsfyldte følelser.
Først brister Jesus i gråd. Foran sig ser han Jerusalem, byen, der betyder så meget for ham og for enhver jøde, og han græder over den.
Straks efter, inde i byen, ser vi den samme Jesus optræde vredt og provokerende: han gav sig til at jage de handlende på tempelpladsen ud.
De religiøse og politiske autoriteter reagerer med forargelse og uforsonligt had: alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen.
Men blandt folk på gaden er han populær: hele folket hang ved ham for at høre ham.
Der er tydeligvis drama i luften omkring Jesus. Han bevæges, og han sætter i bevægelse. Fascinerer, provokerer og forarger.
Vi kan høre det som man hører om noget, der er sket langt væk for længe siden. Men evangeliets natur er at være nærgående. Hvor, siger evangeliet til os, hvor i det, der fortælles, ser I jer selv? Står vi sammen med Jesus og begræder de andre? Eller er vi blandt dem, han græder over? Hepper vi på ham, når han smider kræmmerne ud fra tempelpladsen? Eller kan det være os, hans vrede rammer? Hænger vi ved ham for at høre ham? Eller er han så forstyrrende, at vi ikke har plads til ham?
Jesus græder. På latin hedder det ”Jesus flevit”. Det er navnet på et kapel, man kan finde på vej ned ad Oliebjerget. Man forestiller sig, det var her, han standsede op og har stået med udsigt til byen - med det enorme marmorhvide tempel, der dengang hævede sig højt over de lave huse inde bag bymuren. Et imponerende syn, som frydede både fromme pilgrimme og nysgerrige turister.
Jesus fryder sig ikke. Han græder. Det er, som om han ser noget, andre ikke ser. Han ser en by, hvor mennesker myldrer rundt som myrer i en tue. Mennesker, der er optaget af det, der kan tælles, ting og penge. Men det, der tæller, det, der er afgørende vigtigt, er de blinde for. Vidste du bare i dag, hvad der tjener til din fred, sukker Jesus. Men nu er det skjult for dine øjne.
Det er ingen sag at stille sig ved siden af Jesus og græde over de andre, over deres dumhed og overfladiskhed? Der er jo nok at begræde. Verden er fuld af dumheder, og der er en egen fornøjelse ved at være med i grædekoret, koret af dem, der jamrer over de andre. Det kor behøver vi ikke evangeliets hjælp for at synge med i.
Anderledes nærgående bliver evangeliet, når vi ser os selv stående, ikke udenfor, men inde i byen blandt dem, Jesus græder over.
Vidste du bare, hvad der tjener til din fred! siger Jesus. Kunne det være os, han taler til? Os, der udefra oversvømmes af urovækkende nyheder og indefra af tanker om det, vi skal, eller det, vi er urolige over.
Vidste du bare, hvad der tjener til din fred!
Hvad kan det være, der tjener til vores fred?
Det lader Jesus os vide med et udtryk, der siden er gået ind i sproget: Du kendte ikke din besøgelsestid, siger han til byen.
At kende sin besøgelsestid. Det er at udnytte muligheden, når den er der. At være til stede, når livet kalder på én. Er vi det?
Jeg ved ikke, hvordan I har det, men når jeg ser tilbage, føler jeg mig ramt af Jesu ord: Du kendte ikke din besøgelsestid.
Var der ikke situationer, måske flere end jeg selv ved, hvor jeg havde mulighed for at være til glæde eller støtte for en anden, men forspildte muligheden? Eller øjeblikke, hvor jeg forsømte at sige det, jeg skulle have sagt, mens tid var.
At kende sin besøgelsestid. Når Jesus bruger udtrykket, har det en særlig betydning. Det har at gøre med, hvad evangeliet vil os – og hvad vi svarer.
Evangeliet er jo det ubegribelige budskab, at Gud, altings skjulte sammenhæng, er kommet os i møde – og venter på vores svar.
Gud kom til verden i ham, der som et menneske blandt mennesker kom til forknytte og fortabte.
Ved sit ord og sit nærvær fik han dem til at løfte hovedet og vide sig set af en kærlighed, der er tættere på og mere virkelig end alt det umulige i deres liv.
Evangeliet om Jesus skal ikke læses som et historisk dokument. Det skal læses som et kærlighedsbrev skrevet til os. Til hver enkelt siger det: Også du er blandt dem, der altid allerede er elsket. Vide, at også vi altid allerede er elsket.
At kende sin besøgelsestid – det er at svare på Guds kærlighedserklæring.
Hvordan gør vi det?
Det fortæller Jesus på mange måder i evangelierne:
Brug den dyrebare korte tid, I får. Ræk ud, forson jer, mens tid er! Vær gavmilde og barmhjertige, som jeres himmelske Far er gavmild og barmhjertig!
Med andre ord: Løft hovedet fra din mobil og dine bekymringer og tag imod det dyrebare øjeblik, du lige nu får givet – med de muligheder, det rummer. Gå ud og mød dit medmenneske! Han eller hun er som du: Guds elskede barn. Du svarer på Guds kærlighed ved at elske din næste.
Er det sådan Jesus selv møder andre – med kærlighed?
Se, hvad han gør, straks han er kommet ind på tempelpladsen i Jerusalem! På pladsen er der boder, hvor de handlende falbyder deres varer. Resolut giver Jesus sig til at jage dem alle sammen væk. Nogle af evangelierne fortæller ligefrem, at han svinger en pisk og vælter deres borde. Er det kærligt? Ja, for kærlighed og vrede behøver ikke være modsætninger. Både Jesu gråd over byen og hans provokerende handling på tempelpladsen udspringer af hans kærlighed til mennesker.
Det har at gøre med, at han ser klarere, end vi gør.
Han ser, at vi forspilder vores dyrebare og korte liv, når vi søger fred, hvor der ikke er fred at finde: i andres anerkendelse, i tom underholdning eller i materielle ting. Når vi går op i det, der kan tælles, og glemmer det, der tæller.
Han reagerer, fordi støjen og den bjergsomme foretagsomhed står i vejen for, at mennesker kan høre dét, vi ikke kan sige os selv: at vi hvert øjeblik er omfavnet af en kærlighed, der bærer os og alle ting.
Det er det, kirken er her for: at være en oase af stilhed, hvor splittede sind kan falde til ro og finde fred.
Ikke en fred, der løfter os ud af verden med alle dens besværligheder og problemer. Se bare Jesus selv. En fred for sig selv alene søgte han ikke. I stedet engagerede han sig i andres liv, græd, blev vred og vovede at gøre oprør mod det vedtagne, når det hæmmede livet i stedet for at fremme det.
Det vedtagne var, at handlende havde lov til at drive handel på tempelpladsen. Det, de solgte, var især duer, som folk så kunne ofre i templet. Da Jesus jager dem ud, er han på linje med profeten i Det gamle Testamente, ham, der sagde:
Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre.
Det vil sige: Spar jeres duer og hvad I ellers kan finde på at slagte og ofre.
Det, der tæller, er at tage imod Guds barmhjertighed – og at lade den samme barmhjertighed lede os i vores daglige liv med andre. Det er der fred i for os selv og for andre.
Og det sidste:
Du kendte ikke din besøgelsestid, siger Jesus. Ordene står i datid og kan pege på alle de gange i vores fortid, hvor vi forsømte at være, hvor vi skulle være, eller at sige og gøre det, som situationen krævede af os.
Men læg mærke til, hvad Jesus også siger: Vidste du bare på denne dag, hvad der tjener til din fred.
Denne dag det er i dag.
Uanset hvordan vores fortid ser ud, så er det denne dag, i dag, der gælder.
Vi sang om det i den første salme: Denne er dagen, som Herren har gjort… Op han i dag lukked himmerigs port.
Det skete engang, og det gælder i dag. Det, salmen kalder Himmerigs port er åbnet. Guds lys, himmerigets lys, skinner ind over os – i dag.
Det er i dag, der er fred at finde. Freden ved at leve i lyset, som intet mørke kan få bugt med.
Freden ved at tage imod det liv, vi får givet i dag.
Det er i dag, det er vores besøgelsestid.
| Kategorier | Prædiken |