Prædiken til søndag sexagessima d. 12. feb. 2012 af Anette Rask Sørensen
Evangelium: Markus 4,26-32

Om at være lille
Nogen gange kan der være meget, man skal have lavet.
Støvet forsvinder jo ikke af sig selv, vasketøjet kræver sin opmærksomhed. Med mindre nogen handler ind er der ingenting i køleskabet, og råvarer, mad skal omdannes til måltider. Bord dækkes og ryddes af igen.
Der kan være gaver, der skal købes. Kort, breve, sms og mails, der skal skrives. Regninger betales og budgetter, som skal lægges.
Haver, altankasser og gravsteder, man gerne vil passe. Besøg man ikke kan udsætte længere. Møder man bliver nødt til at gå til.
Og derudover er der jo alt det andet af pligter og arbejde, som også kan kræve sit og fylde godt ud i ens tid.
Der kan være så travlt.
Og nogen gange kan bunkerne af” Jeg burde gøre” og ”nu skal jeg også se at få det gjort” vokse sig så store, at det nærmest ikke føles, som om man får gjort noget synderligt indhug i dem, selvom man knokler derudad.
Men så får vi at vide i dag, at det forholder sig helt anderledes med Gudsriget.
For der sker det meste af arbejdet, mens vi sover, står op, laver alt det andet, ligesom kornet, når det først er kommet i jorden, vokser uden at bondemanden skal stå og hive i det. Det vokser frem af sig selv.
Og selv det mindste lillebitte sennepsfrø har et kæmpepotentiale i sig – ja, det bliver ikke bare, sådan som vi kender det, til halvhøje planter, nej , når det gælder gudsriget, så er al normal logik sat ud af kraft og det bliver ligefrem til store træer, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.
Pointen kan ikke være, at vi mennesker skal sætte os ned dagen lang med hænderne i skødet og ikke foretage os noget som helst .
Frøene skal jo sås og puttes i jorden, måske skal jorden ligefrem gøres klar –
Vi lever jo også under missionsbefalingen med bud om at gå ud til alverdens folkeslag og gøre alle til Jesu diciple.
Budskabet om Guds rige for alle må rundt til alle. Det skal plantes. Og det er vi med til gennem vores liv, gennem den måde vi møder hinanden på, ved at bygge kirker og etablere fællesskaber omkring de kristne værdier og ord. Ved at sørge for bibler på alle sprog -også de moderne- er tilgængelige for folk alle steder. Ved at døbe og oplære børn, voksne, konfirmander og os selv i hvad kristentro er for noget. Ved at tage os af hinanden og have omsorg for de svageste blandt os. Det er ikke fordi, der ikke er opgaver nok at tage vare på som kristen.
Som en moderne salmedigter Iben Krogsdal formulerer det i en ny salme om den næstekærlighed, der skal leves.
Du skal elske din næste som dig selv
Du skal bære på de andres himmelhvælv
Du skal dele dine lykker
Ud i tusindvis af stykker.

….og:
Du skal våge når klokken bliver tolv
Du skal hente nogen ud af andres vold
Du skal høre dem, der græder
Lydløst og på fjerne steder.

Opgaverne er mange, og hun fortsætter endda med:

Og når dagen er omme i dig selv
Og du ikke gjorde nok alligevel
Ligger det du ikke gjorde
På de andres natteborde

Opgaverne forsvinder ikke, de bliver bare nogen andres ansvar, når vi slipper dem eller ikke når dem.
Men så slutter hun med:

Men om natten går livets far herned
og han lægger hånden på dig med sin fred
og hans øjne lyser milde:
Du har lov at være lille.

Vi har lov til ikke at kunne klare hele tiden, at lægge ansvaret og arbejdet fra os en stund. At putte os under dynen eller se op fra opgavebunkerne.
Ja, jeg tror ligefrem, at evangeliet i dag vil være med til at opfordre os til det.
Opfordre os til at turde være lille. Trække vejret ind og se og sanse det, som sker i stedet for hele tiden at knokle derudad, og tro, at det er os, der skal få alt til at ske.
Jeg deltog i sidste weekend på en slags kursus i samarbejde. Hvor vi blev udsat for at se et lille stykke optaget film med nogle mennesker, der kastede en bold mellem hinanden. Der var 3 i hvide trøjer som kastede til hinanden og 3 i sorte, som kastede til hinanden, og så var opgaven at tælle, hvor mange gange bolden skiftede hænder, men kun mellem dem i hvide trøjer.
Og bagefter, da vi var kommet med vores bud, blev vi spurgt, om vi ellers havde lagt mærke til noget i filmsekvensen. Enkelte havde set en mørk skikkelse bevæge sig over skærmen, de fleste havde ikke set noget som helst.
Kun nogle ganske få havde set det, der skete, som de andre også lagde mærke til, da de fik lov at se filmen igen uden at skulle koncentrere sig om at tælle.
Nemlig at der gik en sort gorilla ind imellem de boldkastende mennesker lige ind midt i skærmbilledet og foravndt ud igen efter et lille stykke tid.
Og det var meget overraskende og egentlig ret utroligt, at nogen simpelthen ikke kunne se den.
Men som pointen også var. Når vi fokuserer på en opgave – og det er jo godt at kunne – men så lukker vi andre ting ude og ”ser” simpelthen ikke noget af det andet, der sker –.
Nu kan man jo sige, at vi sagtens kan leve med ikke at have set en gorilla gå over skærmen.
Men hvad, hvis det vi går glip af er konfirmanders guldkorn og livserfaringer og inspirerende ideer i vores iver og optagethed af at lære dem så meget som muligt.
Hvad hvis det, som vi går glip af er andres inspirerende og anderledes måde at løse en opgave på og bidrage i vores iver efter at få klaret vores egen bedst mulig.
Hvad hvis det, vi går glip af er, andres gave og ønske om at gøre noget for os i vores iver efter at gøre noget for andre.
Hvad hvis det vi ikke får set sanset og oplevet er Guds riget selv – måske i vores iver for at udbrede det –
Ja, så går vi vel glip af noget – noget stort – og netop det store, som skal give os tro, håb og kærligheden – brændstoffet til at leve ud af og virke ud af.
Gudsriget dette kraftfulde sted, hvor al normal logik er ophævet og 2+2 altså ikke giver 4 men 5 eller 500.
Hvor tingene gror helt vildt og ud af normale dimensioner og et sennepsfrø kan blive til et helt træ, der giver ly for himlens fugle.
Det er det jeg tror evangeliet og jesu lignelser om gudsriget i dag vil opfordre os til:
”At gi os selv lov til at være lille” ind imellem. ”Læne os lidt tilbage eller frem” , men flytte fokus fra alt det, vi skal.
Til at nyde væksten, ”se” alt det andet, der sker, som vi ikke skaber selv – række vores tomme hænder frem og lade os fylde op på ny.
af den Gud i hvis hænder - gode hænder – som gerne rækker os af sit eget liv - vi må leve vores liv.
Amen!