Pærdiken arkiv



 

Den betroede rigdom
Prædiken
søndag den 5. februar 2012
Søndag septuagesima
Søndagens tekst: Matthæus 25, 14-30

Hvad ville I gøre, hvis I vandt 10 mio. eller 50 mio. kr.?
Jeg spørger, fordi jeg netop her til morgen har vundet mere end 50 mio. kr. Og det har I også!
Den nye dag, der nu bliver givet til os… den verden, vi er midt i… de mennesker, vi lige nu får lov til at være sammen med… er det ikke mere værd end 50 mio. kr.?

Tre personer får hver især en svimlende formue betroet, fortæller Jesus. Deres arbejdsgiver giver dem henholdsvis 1, 2 og 5 talenter. Løseligt omregnet til danske nutidspenge svarer det til 10, 20 og 50 mio. kr.

Det er med deres formuer ligesom med den rigdom, det liv, vi får givet: De har den kun for en tid. På et tidspunkt må de give slip på det hele og stå til regnskab for, hvordan de har brugt deres talenter, deres muligheder.
Hvordan ser regnskabet så ud? Hvordan ser det ud for os?

Hvis vi på vores livs sidste dag får mulighed for at se tilbage på det liv, vi har levet, hvad vil vi så se?
Hver dag fik vi en rigdom betroet: en rigdom af sansninger, lys og luft og skønhed, af menneskers nærhed. En rigdom af muligheder for at gøre verden en lille smule bedre at være i. Hvordan brugte vi mulighederne? Er der noget, vi fortryder?

Det spørgsmål har en australsk sygeplejerske skrevet en bog om. Gennem et langt arbejdsliv har hun været tæt på mennesker, der var i deres livs sidste fase. I bogen har hun lavet en liste over de ting, som de fleste fortryder mest, når de ser tilbage.

Det, sygeplejersken tiest har hørt fra mennesker, der ved, at deres liv går mod afslutningen, er noget i retning af:
Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at leve et liv, der var tro mod mig selv i stedet for at leve det liv, andre forventede af mig.

Andre fortrydelser lyder:
Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at udtrykke, hvad jeg føler.
Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakt til mine venner.
Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig at være lykkelig.

Det, de fleste fortryder, er ikke noget ondt, de har gjort. Snarere noget vigtigt, de har forsømt. Det er deres manglende mod til at være sig selv. Eller manglende opmærksomhed på det, der er vigtigt, f.eks. kontakten til venner.

Jeg ville ønske jeg ikke havde arbejdet så hårdt, siger pligtmennesket.
Arbejdet kan have fyldt det hele, så der ikke blev plads til ens nærmeste. Man gjorde sit yderste for at leve op til andres forventninger og arbejdslivets krav, men hvor blev livet af?

I den historie af Jesus, vi lige har hørt, er der én af de tre betroede medarbejdere, der ender ude i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren.
Mørket og gråden – det er dér, et menneske kan være, når han eller hun ser tilbage og ser det forsømte, det ulevede liv og ved, at nu er det for sent.
Mørket og gråden – det kan være, når et menneske siger: Jeg levede kun halvt. Jeg skulle have vovet at være mig selv. At sætte mig selv ind.

Medarbejderen – eller tjeneren - der ender i mørket, er ham, der ikke vil løbe nogen risiko. Af frygt graver han den formue ned, som han har fået betroet.

Det kunne være ham, Benny Andersen giver stemme i digtet:
Som sagt er livet en gave
men jeg har nu aldrig kunnet få mig til
at åbne den rigtigt – bare pillet lidt
det kunne jo være alt muligt.

Jeg ved ikke, hvordan I har det. Men jeg har nu lidt ondt af den tjener, ham, der får én talent.

Ikke bare får de to andre mere. De er også dygtige, resolutte og handlekraftige. Uden at ryste på hånden gør de deres indsats, sætter alt ind og vinder det hele.
Og her står han, den tredje med sit ene talent og sit manglende mod. Han tøver i springet, tier i forsamlingen. Piller bare lidt ved indpakningen. Livet kunne jo være alt muligt.

Af frygt prøver han at sikre sig, undgå at gøre fejl – og graver sit talent ned.
Vinder han ikke ved det, så taber han i hvert fald heller ikke – tror han. Men dét er, hvad han gør: taber.


Hvorfor tør han ikke handle? Han siger det selv: Herre, jeg kender dig som en hård mand! siger han til sin arbejdsgiver.

Herren eller arbejdsgiveren er selvfølgelig et billede på Gud.
Den tredje af tjenerne er mennesket, for hvem Gud er en kilde til frygt, ikke til tillid. Han lever med frygten for at fejle og blive afvist. Livet og fremtiden er truende. Noget, man må beskytte sig imod. Derfor lukker han sig til. Som et pindsvin, der føler sig truet.

Evangeliets Gud er stik modsat: Når mennesker i evangelierne overvældes af Guds nærhed og storhed, lyder det igen og igen: Frygt ikke! Vær ikke bange!

I Jesus, gennem hans liv og død og opstandelse, hører vi en stemme, der kalder på os: Kom! siger stemmen. Vov at leve, mens du gør det. Vov at elske, selv om du ikke tør det! Du risikerer at miste og falde og blive bedraget. Hvis ikke du prøver, vil du bedrage dig selv for livet. Prøver du og falder, vil du falde ind i Guds favn. Derfor: Vær ikke bange!!

Den tredje tjener ender i mørket. I gråd over det ulevede liv. Over dét, han skulle have gjort, mens tid var.
Sygeplejerskens liste over, hvad mennesker i deres livs aften fortryder, viser, at den frygtsomme tjener ikke er alene om mørket og gråden.
---
Hvorfor fortæller Jesus den historie?
Jeg tror, han vil have os til at forstå, hvor stort det er at være menneske. Og hvor kostbar dagen i dag er.

De tre tjenere i lignelsen får ikke lige meget. Det er ikke afgørende. Det afgørende er, hvordan tjenerne forvalter de muligheder, der er givet hver enkelt af dem. Ingen får ansvar ud over sine evner og muligheder

Måske synes vi, at det er mindre end småt, hvad vi kan gøre. Men hvert menneske, også dén, hvis muligheder er yderst begrænset, har fået betroet noget ganske særligt.
Hver og én af os er skabt i Guds billede. Hver af os er her, for at verden må se Guds billede i en ny og aldrig før set gengivelse.
Gennem hver af os vil Gud på en hidtil uhørt måde tale til verden. Når bare vi tør lægge vores egen krop og mund til.

Ægte selvværd er at have sans for, at Skaberen har betroet mig en særlig gave: den at være mig! og et ansvar, som er netop mit.
Alt hænger på, om jeg er tro mod det liv, der er givet mig, og tør handle i tillid til, at Gud vil velsigne verden, også gennem mig.

Det handler ikke om, at vi skal bestille mere, have mere travlt. Man kan arbejde sig til døde for at blive godkendt – af de andre, af sig selv, af Gud. Det er ikke sådan en tvangspræget foretagsomhed, evangeliet opfordrer til.

Det første er ikke, hvad vi gør, men hvad vi tager imod.
Det første er Guds godhed mod os – den godhed, der møder os i dagens lys, i maden, vi spiser, i mennesker, vi kan dele sorger og glæder med.
Det første er Guds godhed, som fik krop og mæle i Jesus Kristus.

Uanset hvad vi forsømte i går, så kommer Kristus os i møde og kalder på os. Prøv én gang til! siger han. I dag!

Og lad os så bede til og stole på, at også når der ikke er flere dage tilbage, vil han komme os i møde. Som Guds godhed, der lyser også det sidste mørke op for os.
Niels Grymer









Æggets og frøets bestemmelse

Prædiken
søndag den 29. januar 2012
Sidste søndag efter Hellig tre konger
Søndagens evangelium: Johannes 12, 23-33

Kik engang på billedet, I sidder med.
Maleren ser ægget. Og så maler han en fugl, der folder vingerne ud og løfter sig frit mod himlen.
Han maler ikke bare det, øjet ser. Han maler det skjulte liv bag skallen, æggets indre bestemmelse.

For at ægget kan opfylde sin bestemmelse, må skallen brydes.
Den glatte overflade må slås i stykker. Trygheden bag skallen må opgives, for at noget nyt, noget større og rigere kan opstå.
--------
Jesus ser et hvedekorn.
Han ser det lille frøs skjulte liv, dets indre bestemmelse. Og han fremmaler dét, som det enkelte korn eller frø skal vokse op og blive til: et strå med aks, der står på marken sammen med utallige andre. Tilsammen en bølgende kornmark, der bærer mange fold.

For at hvedekornet kan vokse op og bære frugt, som det er bestemt til, må det lægges i jorden, blive væk og dø, siger Jesus. Det, der så ud som undergang og død, bliver begyndelsen på noget nyt.
----------
Gud ser et menneske. Et lille menneskebarn, der hedder Valdemar og bæres til dåb. Eller enhver af os, der sidder i kirken i dag.
Hvis Gud er kunstneren, der ser på os, hvad vil han så male på lærredet? Hvad ser Gud for sit indre blik?
Vores bestemmelse. Hvordan ser den ud?
Og gælder det også for os, at skal vi folde os ud som det, vi er bestemt til, så kan der være en skal, en overflade, der må brydes?
At hvis vores liv skal blive frugtbart, så må vi – som frøet, der lægges i jorden - vove at slippe os selv?
-----------
I en roman af den store russiske forfatter Dostojevskij optræder en gammel munk, Sosima. Mennesker fra alle samfundslag kommer til ham. Alle føler sig på en særlig måde set og forstået af den vise gamle munk. I al stilfærdighed bærer hans liv frugt til glæde for mange.

En af dem, der kommer til Sosima, er en tidligere dommer, der har oplevet den totale sociale nedtur. I sin armod har han gjort sig skyldig i et rovmord. En misgerning, som han fortrænger, men heller ikke kan finde fred for. Som dommer har han dømt andre, men sin egen skyld vil han ikke se i øjnene.

Munken Sosima viser ham det sted i Johannes-evangeliet, hvor der står: Hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn. Men hvis det dør, bærer det mange fold.

Ordene rammer den tidligere dommer. Han forstår, at der her er angivet en vej for ham: Kun hvis han giver slip på sin stolthed.. kun hvis det liv, han hidtil har levet med fortrængning af sandheden, bliver brudt ligesom en æggeskal – kun da kan et nyt liv åbne sig for ham.

Når hvedekornet dør, bærer det mange fold.
Dommeren ved godt, at ordene handler om Jesus, som gav sig selv hen og døde på et kors. Han forstår, at i Jesus – og netop i den fornedrede Jesus – har verden set Guds ansigt, en skønhed og en barmhjertighed, som lyser for alle.

Den skyldige dommer forstår også, at den skønhed, den barmhjertighed, som verden har set i Kristus, den ligger åben også for ham, når bare han vover at slippe sit falske selvbillede og indrømme sin fallit, sin skyld.
------------
Når hvedekornet dør, bærer det megen frugt..
Også Sosima selv har erfaret sandheden i de ord.

Som barn havde han en storebror, der døde som ganske ung. Storebroderen havde været kritisk imod alt og alle, som unge mennesker kan være. Sin mors religion havde han kun hån til overs for. Så blev han alvorligt syg og vidste, at han kun havde få måneder tilbage at leve i. Stadig mere tynd og gennemsigtig sad han i sin stol i det forår, der skulle blive hans sidste.

I de uger skete der en forandring med ham. Det var, som om det hårde og selvkloge faldt af ham som en æggeskal, der bliver brudt. Hans sanser åbnedes. Han mærkede luften, og han så naturen og menneskene omkring sig, som aldrig før.
Livet er vidunderligt og uudtømmeligt, kunne han sige. Hvorfor strides vi og husker på hinandens fornærmelser? Lad os hellere velsigne livet, glæde os over hinandens særheder og ikke ærgre os.

Storebroderens sidste tid kom til at bære frugt i lillebror Sosimas liv. Ikke lige med det samme. I sin ungdom levede Sosima som så mange andre, optaget af sin egen karriere, sin ære og anseelse. En lovende militær løbebane lå foran ham.
Men på et tidspunkt, hvor en anden har krænket hans ære og han kun er optaget af at få hævn, kommer det pludselig til at stå klart for ham, hvor tomt og selvopaget det hele er.
Erindringen om hans storebror, melder sig for ham. Han giver pokker i ære, opgiver sin sikre levevej og bryder ud af det mønster, som både han selv og hans omgivelser har låst ham fast i.
Det bliver begyndelsen på en lang rejse, hvor hans liv mere og mere bliver forbundet med den barmhjertighed, han har mødt i Kristus.
--------
Hvorfor strides vi og husker på hinandens fornærmelser? havde hans dødssyge bror sagt. Lad os hellere velsigne livet, glæde os over hinandens særheder og ikke ærgre os.
Hvorfor så han det ikke før?
Hvorfor er det først, da den unge mand må give slip på alt og må se døden i øjnene, at han får øjnene op og ser, hvor stort og vidunderligt og kostbart livet er – lige nu?
Hvorfor ser vi det ikke?

Det kan være, som om vi til daglig lever inden i en skal – en skal af selvoptagethed, af rutine, en skal, dannet af vores egen stolthed eller af vore daglige bekymringer. Eller skallen kan være den tryghed, vi har bygget op omkring vores egen lille verden.

Det gør ondt at få skallen slået i stykker. Men hvis fuglen skal løfte sig og flyve frit, må den ud af æggets skal. Hvis mennesket skal se, hvor stort livet er, og blive mere menneskeligt, så må den falske sikkerhed, snæversynet, selvoptagetheden brydes.

Så længe hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn.
Så længe vi kun er optaget af vores egen anseelse og forfængelighed, er vi isolerede, uden frugt.
-------------
Men hvis det dør, bærer det mange fold.
Ordene gælder først Jesus. Som hvedekornet, der lægges i jorden og dør, døde Jesus. Der var absolut ingen skønhed at se. Kun fornedrelse, smerte, vanære og død.

Men evangelisten Johannes er som maleren på billedet. Han ser manden på korset. Og så maler han med ord dét, som øjet ikke ser: I den fornedrede ser han Guds herlighed, et himmelsk lys skinne frem, klarere end noget andet sted.

Hvordan kan Johannes se Guds herlighed i et fornedret menneske?
Svaret er, at når Johannes ser Jesus på korset, så ser han det ultimative vidnesbyrd om, hvor højt Gud elsker verden. Guds herlighed rimer på Guds kærlighed.

Jesus elskede verden, delte menneskenes glæde og bar deres smerte. Uden noget beskyttende filter gjorde han sig til ét med hvert menneske, særligt med den, der var længst ude og længst nede.
Så langt gik han, at han også gjorde sig til ét med den forpinte og døende, med den, der plages af skyld.
Kærligheden, han levede ud, kostede ham nattesøvn og kræfter. Den skaffede ham fjender.
Da fjenderne fik ham henrettet, så verden bare endnu et eksempel på brutaliteten hos dem, der har magten.

Men evangeliet viser os mere, end øjet ser:
Se ham, siger evangeliet, så ser du kærligheden, der bærer alt. Kærligheden, der kan hånes, korsfæstes og slås ihjel, men som opstår og åbner nye veje dér, hvor alt var forbi.
Se ham, så ser du Guds herlighed. Skønheden, som vi er blinde for, fordi vi lader os blænde af kunstige lys og lamper.
Se ham, så ser du kærligheden, der er mere virkelig end alle vore indre og ydre dæmoner.

Se ham, så ser du retningen, du må gå, hvis dit liv skal bære frugt, blive til glæde for andre.
Det handler om at give slip – i tillid til, at vi bliver båret af kærligheden, der gør alting nyt.
Niels Grymer




Danskeren og
den ukrainske bonde
Prædiken
søndag den 23. januar 2012
Søndagens evangelium: Lukas 17, 5 - 10

Hvad har du fået ud af dit liv? spurgte journalisten fra Jyllands-Posten. Han stod i en landsby i Ukraine. Foran ham stod en gammel bonde. Journalisten havde opsøgt ham, fordi han havde hørt om denne mands usædvanlige skæbne

Da manden var ganske ung, brød 2. verdenskrig ud. For at undgå krigens rædsler gemte han sig på et loft i søsterens hus. Dér blev han krigen igennem.
Efter krigen, jagtede de kommunistiske myndigheder alle, som havde unddraget sig krigstjeneste.
Af frygt for at blive arresteret og måske henrettet forblev han i sit skjul i loftrummet.

I over 50 år levede han dér. Kun to gange var han ude: da hans mor blev begravet i 1972, og tolv år senere, da han var til skrifte i et nærliggende kloster. Begge gange foregik det i ly af mørket.
Da han endelig vovede sig ud, var han blevet en gammel mand.

Gammel og grå stod han foran journalisten. Hans tøj hang i laser, og håret strittede i alle retninger, også ud af ørerne.
Hans familie og venner var døde, og – fortalte han – selv ventede han også døden.

Det er til denne mand, danskeren stiller spørgsmålet: Hvad har du fået ud af dit liv?
Men den gamle mand afviser ham skarpt: Jeg har levet det liv, Gud gav mig. Det må være nok, svarer han.
----
Hvad får du ud af dit liv? Det er danskerens store spørgsmål.
Vi vil jo gerne have noget ud af det: lykke, glæder, gode oplevelser.
Men livet går ikke altid, som vi vil. Der er også alle vanskelighederne: forhold, der begrænser vore muligheder, modgang. Hvad stiller vi op med den slags?

Der er to muligheder. Vi kan slutte os til koret af alle dem, der synger: Det er synd for mig! Det er et stort kor. En mørk januarmorgen så jeg en bybus, fyldt med sammenbidte mennesker. Det så ud, som om de hver især sad og sang sangen inden i sig selv: Det er synd for mig!

Den anden mulighed er at tage ved lære af en gammel mand med laset tøj og strittende hår. Over 50 år i skjul på et loft. Kan man tænke sig en mere begrænset og glædesløs tilværelse?

Over 50 forspildte år, ville danskeren sige. Det er synd for manden. Den fattige ukrainer siger noget andet: Jeg har levet det liv, Gud gav mig. Det må være nok.

Her er ingen Det er synd for mig! Ingen sammenlignen sig selv med andre, som ser ud til at have fået et lykkeligere og rigere liv. Der er hos den mand en accept af livet, sådan som det nu har formet sig.

Dermed er vi henne ved det, der er søndagens tema: at tro og at være tro
Tro – det er: At tage imod det liv, Gud giver mig. Og lade det være nok.

Måske blev mit liv ikke som forventet. Måske var der det ene og det andet, jeg kunne have ønsket mig anderledes.
Troen giver mig nye øjne at se min fortid med. Troen siger: Uanset hvordan din vej har slynget sig, så er det netop på den vej, Gud har været hos dig. Også på de forspildte dage har Gud været foran dig og bag dig med sin kærlighed.

Troen giver nye øjne at se med. Også nutiden og fremtiden ser anderledes ud, set med troens øjne.
Troen siger: Dagen i dag er ikke bare bestemt af det, der var. Den formes af det, der kommer. Af Guds usete, altid nye muligheder.
Uanset hvordan det gik i går, i dag får du lov til at begynde forfra på en vej, der fører længere, end du kan se: frem imod Guds lysfyldte virkelighed. Den vej begynder lige dér, hvor du er i dag!
-------
Giv os mere tro! siger disciplene til Jesus. Det er en from og køn bøn. Åbenbart synes de, at deres tro er for fattig, for inficeret af tvivl. De ønsker en tro, der er stærkere, mere sikker. En tro, der gør dem stærke.

Det svar, Jesus giver dem, er besynderligt. Havde I bare så meget tro som et sennepsfrø, så kunne I sige til træet dér: Ryk dig op med rode og plant dig i havet! Og det ville adlyde jer.
To ting siger Jesus her om troen.
For det første, at troen åbner for muligheder, der går langt ud over alle fornuftige beregninger.

Og for det andet: at tro ikke er noget, vi har.
Troen, der flytter bjerge eller træer, hvem har den? Disciplene har den ikke. Vi har den heller ikke. Fordi tro slet ikke er noget, man har. Hvad er tro da?

Din tro har frelst dig! siger Jesus flere gange i evangelierne. Ikke til disciplene, men til mennesker, der rækker deres tomme hænder frem mod ham med bøn om hjælp. Hvad er troen hos disse mennesker? Ikke en følelse eller anskuelse, man kan have mere eller mindre af. Deres tro er, at de rækker deres tomme hænder frem. De åbner deres liv for det, som Gud kan og vil.

Det er tro: at åbne sig for Guds nærvær i mit liv. At Gud er nær, betyder, at der altid er flere muligheder, end vi ser. Der er også den mulighed, at Gud fører os, ikke udenom, men igennem det, der er besværligt eller tungt.
-------------
Giv os mere tro! Hvis meningen er: Skaf os større sikkerhed! Gør os stærkere! Løft os ud af det, der er svært! så er det langt fra sikkert, at Jesus giver os det svar, vi ønsker.
Jesus er ingen tjener for vore drømme om lykke, styrke og sikkerhed. Han løfter os ikke ud af den virkelighed og det liv, der er vores.
Jesus er lige omvendt den, der er gået ind i vores verden og har delt svagheden, uvisheden og smerten med os.
Han er her som den korsfæstede, der indefra kender det hele. Og han er her som den opstandne, der kommer os i møde med lys og håb fra Gud. Uanset hvor mange forspildte dage, der er bag et menneske, så er den opstandne foran som kærligheden, der altid har nye muligheder.
-----------
Hvad får jeg ud af livet? sådan spørger den, der mener, at han selv er altings centrum. Livets mening er, at jeg får noget ud af det.
Jeg har levet det liv, Gud gav mig. Det må være nok. sådan siger den, der ved, at han er under en højere myndighed.

Det er dét, sidste del af dagens evangelium handler om. Ikke om at have tro, men om at være tro.
Jesus sammenligner her vores liv med en tjeners forhold til sin herre.
Det er fuldstændig udemokratisk og utidssvarende. Hvem har lyst til at være tjener, én, der lytter til sin herre og gør, hvad der skal gøres? Så er det mere tidssvarende at stå frem og tale om, hvad vi har ret til og krav på. Vi har krav på at få noget ud af livet!

Men på det punkt er evangeliet ude af trit med tiden. Til gengæld er det klart! Evangeliet siger: Det liv, du har fået, er ikke dit eget. Det er givet dig af din Skaber og Gud. Du er under en højere bestemmelse.

Vi kan kalde det utidssvarende eller nedværdigende. Vi kan også se det som en befrielse. Det betyder jo: Jeg er ikke overladt til mig selv. Det er ikke mig selv, der skal opfinde eller skabe mit liv. Hvad jeg skal gøre er givet: ikke store ekstraordinære handlinger. Ikke gå og længes efter at være en anden, mere sikker, mere troende, mere blomstrende, end jeg er.
Nej, som den, der er mig, skal jeg være til stede i den dag, Gud giver mig lige nu, og hos de mennesker, som er i min nærhed. Være tro mod det, der er mit, og gøre det, der er sandhed og kærlighed i.
Dertil hjælpe os Gud!
Niels Grymer



Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger
15. januar 2012. Af Anette Rask Sørensen
Evangelium: Johannes 4,5-26

At få tilbudt lidt mere end man kommer efter.

Det kunne godt være overskriften på dagens evangelium og temaet for denne prædiken.
Det kunne være overskriften på ethvert evangelium og prædikentema søndag efter søndag.
Ja, det kunne i en hvis forstand godt slåes op på et skilt ude over kirkedøren som en slags oplysning om, hvad der kan ske, hvis man går gennem dørene.
At få lidt mere og måske i virkeligheden – nogen gange - noget helt andet, end man regner med.

Det må siges at være det, der sker for den samaritanske kvinde.
Og hvis vi skulle prøve at sætte os i hendes sted. Så skal vi forestille os, at vi går et sted hen, hvor de har noget, vi har brug for. Det kunne være køledisken ved det nærmeste supermarked. Der kunne vi få tilfredsstillet alle vores behov for mad og drikke og rengøringsmidlerne i reolerne ved siden af kunne erhverves til at holde det ydre skidt fra dørene ved samme lejlighed.
Måske er det – supermarkedet - også et slags mødested, hvor man falder i snak og lige kan få vendt det ene og det andet eller udveksle venlige bemærkninger med nogle, som kan mætte et socialt behov hos os for fællesskab, omgang med andre mennesker.
Men på denne dag, hvor vi forestiller os, vi begiver os derhen, gør vi det på et tidspunkt på dagen, hvor vi håber på ikke at løbe ind i nogen.
Vi vil gerne ubemærket klare det, vi skal. Ja, måske er det ligefrem en lille kærkommen pause fra det hele, en stund alene uden krav fra andre, som vi søger.
Vi er den dag ikke trygge ved andre mennesker. Føler med rette eller urette, at de ser skævt til os.
Det kan være svært at skelne, hvad der er hvad. Når først man har fået opfattelsen af, at nogle ser skævt til en, ja så kommer man nogle gange til at tolke andre menneskers reaktioner i den retning også - også selvom der ikke er ”objektiv” grund til det.
Måske frygter vi bare at komme til at tale med nogen, fordi vi står midt i noget rod i vores liv, noget kaos, som vi skammer os over eller ikke ved, hvordan vi skal forholde os til, og derfor ikke har lyst til at indvi andre i.
Vi føler, vi skiller os ud. Er anderledes end alle de andre , og har slet ikke lyst til at blive konfronteret med det ved at møde andre, så vi lister os altså afsted efter de basale fornødenheder på et tidspunkt, hvor risikoen for at møde nogen er meget lille.

Så pludselig - henover køledisken - bliver vi tiltalt af en fremmed, der beder om vores hjælp.
Lige der, hvor vi måske også kan føle, at vores indre kaos har sat sig spor i vores ydre, og vi mindst af alt ligner et menneske i besiddelse af overskud til at hjælpe en anden. Her bliver vi mødt af denne bøn fra en anden om hjælp.
Måske endda fra en, om hvem vi tænker. ”At vi da aldrig havde troet, at sådan en, som ham, kunne finde på at spørge sådan en, som os, om hjælp.
Lidt forvirrede ville vi vel blive. Og vel ikke mindre forvirrede hvis denne anden så også pludselig siger til os: At hvis vi vidste, hvem han var, ville vi have spurgt ham om hjælp. For han kunne give os den ting, som ville dække vores allerdybeste og mest grundlæggende behov og forhindre os i at komme til at sulte og tørste igen.
For den der drikker af det vand – det levende vand, jeg giver ham- skal aldrig i evighed tørste.
Og hvis samme person, synes at gennemskue os bare med et blik hen over kølerdisken og med få antydninger angive at vide det om vores liv, som vi roder med og endda på en sådan måde, at vi fornemmede, at det ikke ændrede hans opfattelse af os. Så blev det da ikke mindre mærkeligt!
Hvis vedkommende kunne sætte ord på det, vi ikke engang kan få os til eller kan finde ud af at sætte ord på overfor os selv, ja så må det da give en følelse af at have fået mere end man kom efter.
Måske ville vi ikke engang ænse at komme varerne ned i kurven. Måske ville vi bare gå derfra tyggende på denne mærkelige oplevelse af, at nogen havde henvendt sig til os og ville bruge vores hjælp i en situation, hvor vi ikke syntes, at vi helt magtede sit vores eget liv for godt og slet ikke kunne være af værdi for nogen.
Og det var ikke engang fordi vedkommende fejlvurderede en. Han vidste alt om ens liv, men så ikke ud til at lade det påvirke hans tillid til en. Ja han havde jo ligefrem stået og tilbudt os det, som skulle slukke tørsten en gang for alle - mætte et grundlæggende savn i vores liv.
Han ville give os bevidstheden om/erfaringen af at være elsket først og sidst, og på en måde, så man ikke behøvede skjule sig med alt det, vi skammer os over. Ikke behøve føle os udstødte p.g.a. det, vi gør forkert eller som synes forkert i vores liv og som skiller os ud fra alle de andre og får os til at føle os så anderledes.
Han ville give os det, som vi får i dåben. Bevidstheden om/erfaringen af, at vi er Guds børn med mulighed for at leve af syndernes forladelse og med evigt liv.
At liste sig til brønden eller køledisken efter de mest basale ting til overlevelse i ens liv, med en følelse af ikke at have samme værdi som andre, og så der få tilbudt selve det, der giver ens liv en kvalitet, der får en til ikke længere at beskæftige sig med spørgsmålet, om man er god nok, men bare fylder ens liv med noget helt andet: Den kærlighed, der ser uden at fordømme. Der ser mere end det, der er sket og er, men også ser, hvad der kan blive. Hvilke muligheder for at være og have betydning for andre som alle mennesker rummer.
Det må være at få mere end man regnede med.
At liste sig til kirken – måske nogen gange efter lidt socialt fællesskab – efter en særlig pause fra alle kravene og rollerne i ens liv. Måske for at få en hvis orden og struktur i ens liv - og så der blive set uden at blive fordømt. Blive tiltalt som et menneske, der gør fejl, er en synder, men som også ligner Gud og kan gøre så meget godt. Blive givet brød og vin, liv og hjerteblod til af Gud selv. Elsket med alt rodet, som man står i og får rodet sig ud i. Få tilgivelse, men også blive vist tillid. At blive sendt ud i verden for at være med til at gøre godt her.
Ja det er da at få mere end man regner med eller nødvendigvis forventer.
Og det kan ske i kirken såvel som ved kølerdisken. Gud er ikke kun i kirken, som også dagens tekster formulerer. Han er for stor til at kunne rummes i noget hus, men heller ikke fjernere end, at vi kan møde ham i et medmenneske.
For han er ikke afgrænset af noget sted, men tilstede i ånd og sandhed. Han er der, hver gang vi henvender os til ham i bøn og tak eller lader vandet fra hans kilde – kærligheden- være det, der river os med og flyder frit mellem os mennesker i vores omgang med hinanden.
Når vi ser uden at fordømme.
Holder af - selv med alle fejlene.
Og tør vise tillid og både give til, modtage og bede om af hinanden.
Så er vi ved den kilde, der vælder med vand til det evige liv. Det, som slukker tørsten og giver en mættethed, som ikke går over og afløses af sult eller tørst igen.
Men vi er ved selve det, der forbliver og ikke har været forgæves, når alt andet en dag forsvinder for os.
Det er Guds ord til os i dag:
Det vand, jeg giver dig: skal i dig blive til en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Og den, der drikker det vand skal aldrig i evighed tørste! Amen

Det, vi aldrig bliver
for voksne til

Prædiken
søndag den 8. januar
1. søndag efter Hellig tre konger
Søndagens evangelium: Markus 10, 13 - 16

Jesus sætter børnene i centrum. Guds rige er deres! siger han.
Han kan tage et barn ved hånden og sige til voksne og alvorlige mænd:
Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.
Eller han kan – som i dagens episode – bære et lille barn på armen og sige til de måbende disciple: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Hvordan skal vi forstå det: at blive som børn? At tage imod Guds rige ligesom et lille barn?

Forældre kan sige til deres unge søn eller datter: Det er på tide, du bliver voksen!
Der kommer en tid, da man må blive voksen, lære at tage ansvar for sig selv og for andre. Det hører med til en normal udvikling.
Det er de fleste nok enige i.

Og samtidig, siger Jesus, er der en barnlighed, en ydmyghed, vi ikke må miste. Over for tilværelsens mysterium, over for Gud er og bliver vi små, som børn.

Jeg har taget to kunstværker med. Vi kan kalde dem Udvikling 1 og Udvikling 2.
De viser to måder at forstå det med udvikling og barnlighed på.


Den første tegning er en trappe. Et menneskes udvikling kan ses som en vandring op ad trappen. Som helt lille befinder barnet sig på nederste trin, hjælpeløst og helt afhængigt af, at der er nogen, der vil give det varme, næring og kærlighed.

Gradvis lærer barnet nye færdigheder. Det lærer at gå og at tale. For hver ny færdighed kravler det op på et højere trin. Snart får barnet lært at bruge
Ipad og at læse og bruge lommeregner. Også som voksen er der hele tiden nye indsigter, nye færdigheder, der skal tilegnes. Livslang læring hedder det.

Den model har Jesu disciple i baghovedet. Det er derfor, de truer ad dem, der bærer børnene hen til Jesus.
Jesus og hans undervisning befinder sig heroppe på de øvre udviklingstrin, tænker de. Det er ikke noget for småfolk, der ligger og kravler rundt helt nede på de nederste trin.

Set med disciplenes og med deres samtids øjne er børn ufærdige mennesker, en slags halvfabrikata, som med mere eller mindre håndfaste midler skal føres op til voksenlivet, til at blive rigtige mennesker.

Den holdning gør Jesus op med.
Her kommer det andet kunstværk ind: En række cirkler uden om samme centrum. Det er et billede af vores liv.
Centrum, det centrale i tilværelsen, dét er det, vi kan kalde vore grundvilkår: At livet er givet os. At vores oprindelse og vores mål ligger hos Gud.

Hver cirkel står for nye færdigheder, mennesket lærer sig, nye indsigter, nye udviklingstrin. At være menneske er at udvikle sig og lære. Men det centrale, det fundamentale, bliver ved med at være det samme. Det er:
at alt, hvad vi er, har vi fået givet.
Og at alt når som helst kan tages fra os.
Det gælder for alle, børn og voksne, kloge og mindre kloge.

Alle er vi kastet ind i en verden, vi ikke selv har indrettet.
Ingen af os er blevet spurgt, om vi vil fødes, eller om vi er indforstået med, at vi efter kortere eller længere tid skal dø. Alle, små og store, er vi udleveret til hinanden. Alle higer vi efter anerkendelse og kærlighed. Ingen, selv ikke den mest magtfulde kan tvinge andre til at anerkende og elske sig.
Ingen af os er blevet spurgt, om der skal være sol og måne, dyr og ukrudt og jordskælv og sygdomme i verden.
Det fundamentale, grundvilkåret for os alle, store og små, er, at vi er udleveret til noget, der er større end os.

I de sidste par hundrede år har menneskene udviklet sig på mange måder: Vi ved mere, kan mere end nogensinde før. Og vi har i vores del af verden nået en hidtil uset velstand.
Alt det, vi har, og alt det, vi lærer at mestre, kan gøre os indbildske, så vi kommer væk fra centrum og bliver blinde for vore grundvilkår. Så er det, vi trænger til at høre Jesu ord: Vend om, ydmyg jer og bliv som børn!

Al vores viden, vores kunnen og vores velstand ændrer ikke ved det fundamentale. Midt i det hele er der brug for ydmyghed, en sans for, hvor små og udsatte vi i virkeligheden er.
En bevidsthed om, at det at være menneske er at modtage livet af hinanden. At vi ikke kan leve uden kærlighed. Netop det ved det lille barn. Uvilkårligt rækker barnet ud efter det, andre kan give det: nærhed, næring, kærlighed.

Uanset hvor langt vi kommer i udvikling, inden i enhver bliver der ved med at være et barn, en sårbarhed, en tørst efter at blive set, anerkendt, værdsat, elsket.
----
Omkring nytår fik vi med posten en lille roman, som min bror lige har udgivet. Jeg får ingen procenter af ham, fordi jeg omtaler den. Men den siger (fra en anden vinkel) noget om, hvad der kan ligge i det at tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

Romanens hovedperson er en halvgammel ungkarl, en forfatter, som har oparbejdet et vist ry.
Manden har buret sig inde i sin forsømte lejlighed. Han lever for sine bøger: dem, han læser, og dem, han selv skriver.
I sin ensomhed betragter han menneskene omkring sig med foragt (Deres liv er jo himmelråbende banalt, og hvad ved de om litteratur!).
Men det er også selvforagt, der får ham til at lukke sig inde (Der er ingen, der vil bryde sig om mig, så kedelig og ynkelig, som jeg i virkeligheden er).

Ligesom en kirurg kan udvikle sine kirurgiske færdigheder til det fuldkomne…
Ligesom en politiker kan udvikle sin evne til at navigere i det politiske magtspil..
sådan har hovedpersonen udviklet sin evne til at skrive.

En politiker kan lade sig beruse af magten, så hun glemmer, at hun er præcist lige så udsat og udleveret til livets grundvilkår som enhver anden.
En kirurg – og enhver anden fagperson - kan i den grad identificere sig med sit arbejde og sin position, at han bliver fremmed for, hvem han selv er: at han inderst inde er lige så sårbar og lige så afhængig af kærlighed som et lille barn.

Tilsvarende er det med bogens hovedperson. Han er nået langt inden for sit fag, men er samtidig kommet langt væk fra det centrale. Det, der gør levende. Han gemmer sig i sit arbejde og sin ekspertise. Skjuler sin egen indre sårbarhed.
---
Redningen for manden i bogen bliver en kvinde, der træder ind i hans liv. En ganske almindelig kvinde, hverken særlig ung eller særlig smuk. Det særlige ved hende, er at hun ikke beundrer ham på grund af hans præstationer, og heller ikke foragter ham på grund af hans mere eller mindre latterlige svagheder. Hun ser mennesket inde bagved og lader ham mærke, at hun elsker ham – som den, han er. Ubetinget og ubegrundet.

Først tør han ikke tro det. Men da han omsider tør tage imod, begynder livet at åbne sig for ham. Alle de lag, han har gemt sig bag, skrælles væk, og han tør være det, han er: et ganske almindeligt menneske, der er kastet ud i livet, med al den sårbarhed og uvished, der hører til at være et almindeligt menneske.
Han er tilbage i centrum.

I centrum af tegningen (Sådan var det på tegningen, der blev vist i kirken) er der et hjerte og et kors. Ja, for det centrale, siger evangeliet, er Guds kærlighed: At vi i dette usikre liv er elsket ubetinget med kærligheden, som er det eneste, der i sidste ende betyder noget.
At tage imod den kærlighed (som en tørstende tager imod det livgivende vand) - dét er at tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

Vi skal nu synge Grundtvigs Sov sødt, barnlille”. Det er en salme om det fundamentale. Om at hvile i Guds kærlighed. Det bliver vi aldrig for voksne til.
Niels Grymer










En bøn til det nye år
Prædiken
nytårsdag

Dagens evangelium: Matthæus 6, 5 - 13


På den første dag i det nye år giver Jesus os en instruktion i bøn.
Hvorfor nu det?

Danmark, Europa, hele Verden står foran enorme udfordringer. Og hvad hører vi så i dag: Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.
Det lyder som en flugt fra verden. Luk din dør! luk verden ude og vend dig indad!

Men bønnen, Jesus lærer os, er alt andet end flugt fra verden. Den er tværtimod en øvelse i, dag for dag, at leve det liv, Gud giver os, opmærksomt, taknemmeligt og forventningsfuldt.

Vi kan bede sammen, som vi gør i kirken. Eller i enrum. Uanset hvor alene man er, hedder det altid vor Far, ikke min Far. At bede Fadervor er nemlig at være med i et fællesskab, der er større, end øjet rækker. Fællesskabet af alle dem ud verden, der beder den samme bøn.
--------
I dagens afsnit af evangeliet lægger Jesus vægt på, at den enkelte finder tid og sted til at være alene over for sin far, som er i det skjulte. Det gør han, fordi bøn er at åbne sig for Guds kærlighed. Og et kærlighedsforhold er noget personligt, noget fortroligt, som må have tid og ro til at vokse.

Er der noget dagens danskere ikke under sig selv, er det tid og ro. Fra morgen til aften lader vi os oversvømme af indtryk, lyde og billeder.
Hver hele og halve time råber TV-kanaler, radio og aviser de samme nyheder og skandaler ud. Og vi lytter, for man må jo være orienteret. Men den evindelige strøm af indtryk, nyheder og underholdning lader os kun se er en begrænset og redigeret del af virkeligheden.

Det er derfor, det giver mening, at Jesus opfordrer os til at søge stilheden og lærer os Fadervor. Den bøn er bevidsthedsudvidende. Den åbner for dybder og højder, som vi ellers ikke ser. Og den skænker os et håb, som lyser foran os uafhængigt af alle eksperternes prognoser.
------
Vor Far, du, som er i himlene, lærer Jesus os at bede.
At Gud er i himlene, betyder ikke, at Gud er et sted deroppe. Det betyder, at Gud er anderledes end alt, hvad vi kender på jorden. Uforklarlig og ubegribelig – som den skabende kraft bag universets og bag hvert menneskes uudgrundelige dybder.

Bag alting ser Jesus ikke en blind naturkraft. Han ser den kærlighed, som er altings mening og mål. Han ser og ved sig set af sin himmelske Far.

Du er min elskede Søn, lød det til Jesus, da han blev døbt.
I Fadervor åbner Jesus døren for os ind det kærlighedsforhold, han selv lever i.
Det er bønnens gave: at vi får lov til at være dér, hvor Jesus er. Dér, hvor det lyder til hver enkelt af os: Du er elsket! Den kærlighed, der bærer alt, tåler alt og aldrig hører op, den bærer og omfavner også dig.
I den tillid kan vi med Jesus bede: vor Far…
------
Helliget blive dit navn!
Guds navn er helligt. Det taler Det gamle Testamente stærkt om. Så helligt, så kraftfyldt og frygtindgydende er Guds navn, at man ikke vovede at nævne det.
Gud er hellig, ophøjet.

Sådan er det også i Det nye Testamente. Guds navn er fortsat helligt. Men Gud, som er altings skjulte kilde, har åbenbaret sig, ikke som fortærende ild, men som Marias søn, som menneskers bror.
Så nær kom han, at han gjorde sig til ét med hvert menneske, særligt med den svageste og mest udsatte. Hvad I har gjort mod én af disse mindste, har I gjort mod mig! sagde han.
Derfor kan vi sige: Vi holder Guds navn helligt, når vi handler barmhjertigt og medmenneskeligt mod vores medmenneske.
Og vi holder Guds navn helligt, når vi bøjer os i undren og ærefrygt for livets giver.
----------
Komme dit rige!
Hvad 2012 vil bringe, ved vi ikke. Fadervor lægger forventning ind i vore nytårstanker. Fremtiden tilhører Gud. Vi kan se frem mod de ukendte dage foran os og bede: Lad dit rige komme til os!

Allerede i dag og hver ny dag i det nye år kan Guds rige komme til os. Det sker, når medfølelse og kærlighed får magt imellem os, og misundelse og bitterhed vises bort. Guds rige kommer, når livet her på jorden bliver himmelsk
Endnu sker det kun glimtvis. Men – siger håbet – engang vil Gud blive alt i alle.
-----------
Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.

Tit beder vi vel, fordi vi vil opnå noget. Lad det nu gå, som jeg vil! beder vi.
De første tre bønner i Fadervor lærer os at skifte perspektiv. Her er det ikke os selv og vore egne ønsker, der er i centrum, men Guds navn, Guds rige og Guds vilje.

Bønnen er altså ikke et forsøg på at råbe Gud op, som om Gud ét eneste øjeblik skulle være uopmærksom. Meningen er snarere, at vi bliver opmærksomme på, hvad Gud vil og kan. Ikke bare i himlen, men hvad Guds vilje kan være i vores liv på jorden.
Og så meget kan vi med Jesus sige: Guds vilje er det, der er sandt og barmhjertigt. Det, der giver fred i hjertet.

Vi er ikke i himlen endnu, men på jorden. Det, vi vil, og det, vi gør, kan være alt andet end barmhjertigt og sandt og fredsskabende.
På trods af alt, på trods af os selv, beder vi i Fadervor om, at det Gud vil os, må folde sig ud i vores liv med hinanden allerede nu.
------------
Giv os i dag vort daglige brød.
Bemærk, vi siger Giv os..! Alle mennesker på jorden er tænkt med. Bønnen kalder på vores vilje til at dele.

Vort daglige brød… Det ord, vi oversætter ved daglig , kan på Jesu sprog også betyde i morgen. Ordet kan også betegne den store morgen ved tidernes ende.

Det giver bønnen et ekstra perspektiv. Vi beder for det materielle liv her og nu, og samtidig beder vi om, at vores daglige liv med hinanden må blive en forsmag på Guds kommende rige. Det bliver det, når vi deler brød og livets goder med hinanden.
Som én har sagt: Når vi deler bordets glæder, er det en aperitif på Guds-rigets glæde.
------------
Der er også andre tidspunkter i vores daglige liv, hvor vi på en særlig måde kan få en forsmag på Guds rige: Når tilgivelse får plads mellem os.
Når vi er små nok til at bede om tilgivelse og store nok til at tilgive, så åbner Guds himmel sig for os.
Og omvendt: Når vi lukker af for tilgivelsens mulighed, så smækker vi os selv inde i et fængsel. Et fængsel bygget af selvretfærdighed og forurettelse eller af selvfordømmelse

Den uforløste skyld, vi bærer på, og den skyld, vi ikke vil tilgive. Begge dele kan holde os fanget.

Derfor bønnen: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.
Det er menneskeligt at fejle. Det er guddommeligt at tilgive. Lad den guddommelige tilgivelse få plads imellem os!
-------
Det liv, som Fadervor kalder os ind i, magter vi ikke selv.
Derfor må vi først og sidst bede:
Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde!
Ingen bliver fri for det, der gør ondt, eller det, der er ondt.
Men vi beder om, at det onde ikke må få det sidste ord over os.
Dét beder vi om i tillid til, at Han, som har besejret død og Djævel, vil gå med os og foran os gennem alle vore dage og nætter. Også ind i den sidste nat.
Hold os fast! beder vi i tillid til, at intet kan skille os fra Guds kærlighed, som har mødt os i Kristus.

For dit er riget og magten og æren i evighed.
Sådan slutter bønnen med en lovprisning. Når vi i ord eller sang lovpriser Gud, så ser vi alting i lyset af den dag, da Gud bliver alt i alle.
I det lys kan vi leve én dag ad gangen – med håb.
Niels Grymer






__________
En åben dør
Prædiken
juledag 2011

Dagens evangelium: Johannes 1, 1 - 18

Derhjemme har vi et fotografi fra en juleaften for knap 30 år siden. Vore to drenge, der dengang vel var fire og fem år, står udenfor dobbeltdøren mellem spisestuen og den store stue. Døren er lukket, men de prøver at kikke gennem sprækken, for bag døren er juletræet ved at blive tændt.
Om lidt bliver døren åbnet, og så vil det tændte juletræ lyse dem i møde med al den fortryllelse, der kan være over en juleaften – oplevet med et barns sanser.

Det 30 år gamle fotografi er fra en svunden tid. Nu om dage er juletræerne jo blevet elektrificeret og står tændt i stuen længe før jul. Men det gamle billede kan alligevel godt sige noget om, hvad julen handler om, også i dag. Kort fortalt er julens budskab, at en dør er blevet åbnet, og Guds herlighed lyser os i møde.

Vi sang om det før:
O, han oplader på ny den dør
til glædens Paradis
som længe for os stod lukket før,
ham være lov, tak og pris!

En dør er åbnet, og glædens Paradis er tættere på vores almindelige, højst ufuldkomne liv, end vi troede.

Evangelisten Johannes siger det med andre ord: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed…

Som døren, der åbnes ind til det tændte juletræ, sådan – forkynder Johannes - er det med ham, der kom til verden julenat. Med hans komme er en dør blevet åbnet. Gennem ham skinner lyset fra Gud os i møde.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed… fuld af nåde og sandhed.
Han, som er Gud – med alt, hvad det ord rummer - tog bolig iblandt os. Han flyttede ind i vores verden, ind i vores tilværelse. Fordi han kom, er den verden, vi kender, lyst op af Guds herlighed. Fordi han kom, har Guds nåde og sandhed fået skikkelse og stemme.
---
Kan vi mærke det? At døren til glædens Paradis er åbnet.
Af så mange grunde kan et menneske føle sig udenfor, på afstand af julens glæde.

Man kan gøre sig mange anstrengelser for at skubbe døren til glædens paradis op. Lægge alle kræfter i at holde den perfekte jul. Løbe stærkere, arbejde hårdere for om muligt at opnå glæden ved andres anerkendelse. Eller hvad vi nu kan finde på.
Men døren til glædens paradis åbnes indad imod os. Det handler ikke om at mase på, men om at træde tilbage og tage imod.

Den glæde, julen har at bringe, kan ikke løbes op.
Glæden strømmer til os fra kilder udenfor os selv.
Den kommer til os – udefra. Fra Gud.
Det understreger Johannes stærkt i ordene, vi hørte før.
Ingen har nogensinde set Gud, skriver han.
Fra vores side er det umuligt at lirke døren op.

Ingen har nogensinde set Gud. Men, fortsætter Johannes, Jesus er blevet hans tolk. Som en tolk oversætter Jesus til menneskesprog dét, som en menneskeforstand ikke kan rumme.
Det kan Jesus gøre, fordi – som Johannes skriver: han er i Faderens favn,

Det er dét, der er det særlige ved Jesus: han bor i verden som Marias søn, som menneskers bror, og samtidig har han hjemme i det, evangeliet kalder Faderens favn.
Alt det, der møder os i Jesus: lyset og herligheden, sandheden og nåden, det vælder frem fra skjulte kilder. Fra et kærligheds dyb, som vi ikke kan se til bunds i.
Med salmens ord: Hans kærligheds dyb
udgrundes ej
og ikke hans rigdoms væld.

Ingen har nogensinde set Gud. Men nu er døren åbnet, og vi bliver mødt af et kærligheds dyb, der på én gang er svimlende og livsaligt. Vor Far, som er i himlene, kalder Jesus det dyb.

Jesus er i Faderens favn. Sagt med andre ord: Han er elsket af sin himmelske Far. Det er det vigtigste, der er at sige om ham. Jesus har sin identitet, ikke i hvad andre tænker eller siger om ham, men i det, at han er elsket af sin himmelske Far.

Det er døren ind i dét kærlighedsforhold, han har åbnet for os.
Også du, siger evangeliet til enhver af os, også du er i Faderens favn. Ikke først engang i det hinsidige. Ikke først næste år, når du måske får mere styr på dit liv. Nej, her og nu – med alt det, der er dig– er døren åbnet, og Guds herlighed lyser dig i møde.
Du er i Guds favn. Det er det vigtigste, der er at sige om hver enkelt af os.

Når dét går op for os, ikke bare overfladisk, men helt ind i de inderste lag, så sker der noget med den måde, vi ser os selv på. Så er der noget af det, der før var vigtigt, der taber sin betydning, f.eks. hvordan vi tager os ud i andres øjne.
----
Noget i den retning har rocksangeren Michael Falch oplevet.
I et avisinterview før jul fortalte han om sig selv. Det liv, han levede førhen, beskriver han med ord som massiv adspredelse, et hektisk hverdagstempo, endeløs selvrealisering og trangen til at få at vide, at man er smuk, klog og uundværlig.

At leve sådan, siger Michael Falch, er at være på flugt. Vi tør ikke indse og tør ikke vise andre, hvor sårbare og svage, vi er, og prøver at fremstå sådan, at vi kan blive accepteret, måske endda beundret af andre. Med hans egne ord: Vi prøver at sælge vores liv til andre. Det er en ruin, vi vil sælge, som om det var et palads.

I de senere år har en dør åbnet sig for Michael Falch: Jeg har fundet åndelige værdier, jeg ikke kunne komme i nærheden af før. Jeg ser ikke længere mig selv som flygtning, men føler, at jeg hører hjemme på jorden.

Uden at sætte etikette på sit åndelige ståsted, afslører han i hvert fald så meget, at det har meget at gøre med ham, der kom til verden julenat.

Det, han har fundet, kan samles i ordet fred. Fred, fordi han ikke længere behøver flygte fra sin egen sårbarhed og skjule sine nederlag. Fred, fordi han ikke længere er så afhængig af andres anerkendelse. Kort sagt: fred til at være den, han er, og være dér, hvor han er lige nu.

Den fred ligger åben for enhver, fordi Jesus har åbnet døren for os ind i det forhold til Faderen, han selv lever i: derind, hvor vi kan vide os set og bekræftet som dem, vi inderst inde er: som Guds elskede børn.
-----
Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.
Døren blev åbnet og han, som er Guds skaberord, gik ind i vores verden, ind i det liv, vi nu lever.
Han gik i kødet på os. Flyttede ind i vores liv.

Vi så Guds herlighed. Hvad så vi?
Vi så et menneske uden pragt og magt. Et menneske, der intet andet ville end at være en åben dør mellem Gud og mennesker. Et menneske, der selv endte med at blive dømt ude af dem, der havde magten.

Hans historie er en historie om alt det, vi kan genkende fra vores eget liv: fryd og sårbarhed, venskab og svigt, konflikt, afmagt og død.
Og samtidig er hans liv enestående, fordi det er gennemsigtigt. Gennem hans liv skinner lyset fra Gud.
Fra stalden i Betlehem og fra korset på Golgatha – og fra hele vejen derimellem -vælder lyset frem. Lyset, der – med Johannes’ ord - skinner i mørket og oplyser hvert menneske.
I hans liv og død givet hen for verden, ser vi Guds herlighed, fuld af nåde og sandhed.
---
En dør er åbnet. Uanset hvor langt vi føler os fra glæden og fra alt det med Gud, så er Gud kommet os svimlende nær. Hans kærlighed blev kød og blod.

Så nær kom han, at hans kærlighed kan tage skikkelse, blive kød og blod, også i vores liv. Når det sker, kan vi blive til mennesker, der åbner døren for andre – ind til glædens paradis.
Niels Grymer