Hvet år aflægger formanden for menighedsrådet en beretning om, hvad der er sket i årets løb, hvad der arbejdes hen imod m.m. Nedenfor ses den nyeste formandsberetning.
Det sidste år har været et ret fredeligt år – forstået på den måde, at alt har fungeret som det skulle. Ingen udskiftning af personale, ingen på orlov - alt og alle på rette plads! Men det betyder ikke, at der ikke er sket noget i løbet at året. De ansatte har været på studietur i Uppsala. De har studeret svensk kirkeliv og taget ideer med sig derfra. Ole Peter var nyansat, da de tog af sted, så det har været godt for ham og det øvrige personale at lære hinanden at kende ved et tæt samvær. Ud af de studieture er også kommet ønsket om nogle ændringer i vores måde at fejre gudstjeneste på. Menighedsrådet var med på ændringerne, og menigheden kunne komme med kommentarer efter en prøvetid på nogle måneder. Langt de fleste var glade for det nye tiltag. Derfor har vi nu en introduktion til gudstjenesten, kirkebøn som veksellæsning mellem præst og en lægmand med et salmevers som bønnesvar mellem bønnerne, og trosbekendelsen, der siges i stedet for at synges, og så kommer meddelelserne til allersidst efter udgangsbønnen. Vi taler tit om, at det mest er den gråhårede flok, vi ser til gudstjenesterne. Men de unge familier møder ret pænt op til spaghetti-gudstjenesterne. Det har flere gange været omkring 70 deltagere til disse aftener, som præsterne og vores sognemedhjælper, Cathrine Bengtson står for. Cathrine er tilbage fra sin barselsorlov og har fået legestuen på benene igen, og det går rigtig godt med den.Det er også altid rigtig godt at komme til gudstjeneste i vores kirke. Vi har 2 dygtige præster og en organist, der også bare kan sit kram. Og det kan det øvrige personale også. Så en stor tak til alle ansatte ved kirken. Vi er stolte af at have netop jer ansat, og vi håber, I alle holder mange år endnu!! ! Jeg vil også sige tak til menighedsrådet for godt arbejde og samarbejde. Vi har haft et fint år. Der er mange små arbejder, der er blevet udført i årets løb. Bl.a. har vi fået nye opslagstavler på sydmuren uden for kirken og den gamle ud for køkkendøren er blevet fjernet. Der er kommet en ny dør ind til kapellet i klokketårnet, og der er fældet en del træer ved kontorfløjen. De havde så store rødder, at de var ved at bryde igennem asfalten og ødelægge vejen ind til kontoret. Den nye folder om kirken er blevet færdig. Det er blevet en meget smuk præsentation af kirken og dens kunstværker. Vi har også fået nyt lay-out på vores kirkeblad. Det har samme format som kirkefolderen. Formatet er lidt mindre end det forrige, men det har flere sider, og det har nu fotos på forsiden. En stor tak skal lyde til Grethe Nordhagen, som i mange, mange år har leveret flotte små kunstværker til bladets forside. Vi bruger stadigvæk nogle af Grethes tegninger inde i bladet.I efteråret har vi igen haft 3 kirkehøjskoleaftener. Som vanligt var det nogle gode og givende aftener. Nogle stykker fra menigheden var også med til at læse en bog om kristen spiritualitet: ”Med hovedet i himlen og begge ben på jorden”. Den afstedkom et ønske om mere samvær om trosspørgsmål. I marts havde vi 2 spændende aftener, som Niels Grymer stod for: Middag med to dødssynder. Om vrede og om hovmod. Måske er der flere middage i vente – der tales jo om 7 dødssynder! Sidste efterår havde vi et menighedsmøde, hvor kirkens regnskab og budget blev fremlagt. Der blev talt om kirkens overordnede målsætning, som et tidligere menighedsråd har lavet, og som vi stadig arbejder ud fra. Og om de visioner vi har for tiden. Der var et pænt fremmøde og nogle gode gruppesamtaler om kirkens arbejde – og også ønske om lignende møder fremover. Vi sluttede aftenen med en salmesangsandagt inde i kirken. Nogle egentlige forslag om nye tiltag fremkom ikke, så vi må gå ud fra, at kirken har de ønskede aktiviteter. Men vi har også mange! Inden for det sidste år er der dog alligevel kommet en ny aktivitet, nemlig en syklub, hvor de deltagende syr kostumer til de børn, der til tider optræder i kirken i forbindelse med især familiegudstjenester.Op mod påske havde vi en superflot koncert med unge mennesker fra Aalborg Katedralskole og kirkens pigekor. De sang sangene fra musicalen: Jesus Christ Superstar. Det var vores dygtige organist Helle Winther, der stod for arrangementet. Og så havde vi igen den dejlige påskenats-fejring med kor, den mørklagte kirke og en trængsel uden lige i kirken!Jeg vil også nævne den arabiske kirke, der har til huse i Margrethekirken. Vi har et fint samarbejde med dem. De har indrettet et lille kontor nede i kælderen med bord og reoler til deres mange publikationer. Elias er meget aktiv og missionerer flittigt på asylcentret i Tranum. Det har medført, at der har været flere af kurderne, der har ønsket at blive døbt. Og indtil nu har Niels Grymer døbt 7 af dem, og flere fra Margrethekirkens menighed har været dåbsvidner.Igennem flere år har Folkekirkerne i Aalborg holdt 2. pinsedag i Kildeparken. I år bliver denne gudstjeneste økumenisk, idet alle kirkesamfund i byen bliver inviteret. Det er noget Margrethekirken hele tiden har ønsket sig, og da vi er medarrangører til gudstjenesten i år, bragte Niels Grymer forslaget frem igen, og denne gang blev det vedtaget. Det bliver spændende at se, hvor mange vi så kan blive.Der er allerede et samarbejde i gang med frikirkerne og den katolske kirke. Sidste år blev der afholdt en fælles kirkevandring med besøg hos 3 forskellige kirkesamfund. Man sluttede i den katolske kirke, og der var fælles kaffebord i Hospicehaven bag kirken bagefter. Sådan en kirkevandring er der også i år den sidste søndag i maj.Og hvad skal der så i øvrigt ske fremover?Lige efter Skt. Hans rejser en lille flok på 9 personer til vores venskabsmenighed i Estland. Der arbejdes på et nyt højskoleophold på Løgumkloster Højskole. Det bliver i juni 2012, men programmet er allerede ved at være på plads.Og så arbejder rådet videre med tilbygningsplanerne. Vi regner med at kunne begynde byggeriet i slutningen af 2012. Arkitekten er sådan set klar med sine tegningsforslag. Men udvalget er endnu ikke helt enige, så det samlede MR har heller ikke godkendt noget endnu.Vi har også flere ønsker/visioner til fremtiden, når der igen bliver penge at hente i provstiet. Vores kirkeplads er et evigt tilbagevendende problem, vi vil også gerne udvide Margrethesalen, da den tit er for lille til vore arrangementer. Det er jo sådan set noget af et luksusproblem! Og så ville det være helt skønt, om vi kunne få overdækket atriumgården, så det område kunne blive brugt til noget. Fx som genvej mellem fløjene, så man undgik de lange gange. Vores organist har også en drøm om en udbygning af orglet med flere stemmer. Det er kun pengene, der mangler, ideerne er der!
Sidste år fik vi ny biskop. I år går domprovsten, Arne Mumgaard af. Han har afskedsgudstjeneste i august, og så skal der vælges ny domprovst. Det har rådene ingen indflydelse på – kun Budolfi kirke, der jo skal have vedkommende som sognepræst. Men det bliver da spændende, for rådene har en del samarbejde med domprovsten.MR har kun halvandet år tilbage af vores periode. Det er ved at være tid til at overveje at genopstille eller være med til at finde nye emner.Må Gud vejlede og råde os i det, og må Hans fred og velsignelse være over vores fortsatte arbejde i og for kirken.Aalborg d. 12. maj 2011Jytte Mathiasen