Økonomi og menneskesyn i dagens Danmark

Fire aftener, arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aalborg
Pris for alle fire gange: 100 kr.
Pris for en enkelt aften: 30 kr.

De økonomiske realiteter betyder, at vi ikke kan, hvad vi gerne vil.
Når der ikke er råd til det hele, må der prioriteres. Vælges fra og til.
Samfundets prioriteringer er udtryk for, hvilke værdier og menneskesyn,
vi ønsker at fremme. Og dermed hvilket samfund, vi vil.
Derfor er det vigtigt, at vi diskuterer etik og menneskesyn.
danskernes etik og menneskesyn er groet ud af kristendommen.
Hvad siger kristendommens stemme i dag?

Torsdag den 12. januar kl. 19.00: Lektor Jan Brødslev Olsen,
Aalborg Universitet:
Omsorg og en hjælpende hånd er bedre end at blive ladt i stikken.


Patienten véd det. Den forladte og nødstedte véd det. Barnet véd det. Bag vores moderne, flimrende og flygtige verden er mennesket stadig afhængigt af det elementære i tilværelsen: kærlighed, tillid, respekt, mod og personlig integritet. Det er gennem sådanne kvaliteter, at mennesket vokser og derfor bygger al god opdragelse, undervisning, vejledning og behandling på dem. Foredraget er en rejse gennem filosofisk og psykologisk litteratur, eventyr og andre fortællinger, og bygger bro mellem etableret videnskabelig tænkning og nogle af verdens åndelige traditioner

Torsdag den 26. januar kl. 19.00:
Cand. theol. MF Pernille Vigsø Bagge:
Hvad styrer politikerne, meningsmålinger eller idealer?


Da Pernille Vigsø Bagge blev valgt til Folketinget, medbragte hun nogle visioner, en vilje til at sige sin mening og et ønske om at bidrage til et bedre Danmark. Er der plads til idealerne i den real- og partipolitiske hverdag på Christiansborg?
Hvilken rolle spiller meningsmålinger, spin, partipolitisk taktik? Og hvilken rolle spiller partiernes idé- og værdigrundlag – og menneskesyn?
En ung politiker fortæller om sine erfaringer.

Torsdag den 16. februar kl. 19.00:
Overlæge Ole Hartling:
Menneskesyn og etik i sundhedsvæsenet.


Vi dyrker sundhed, som om den er et mål i sig selv. Og vi kræver helbredelse, som om det er en menneskeret at være rask.
I sparetider må der prioriteres, også inden for sygehus- og sundhedsvæsenet. Bag enhver prioritering ligger en vurdering af, hvad og hvem der er vigtigst. Ole Hartling sætter menneskesynet bag sygehus- og sundhedsvæsenet under lup.

Torsdag den 15. marts kl. 19.00:
Rektor Henning Thomsen, Pastoralseminariet i Århus:
Gør som Gud. Bliv menneske!
Guds menneskelighed og kirkens stemme.


I kristendommen taler Gud ikke blot til mennesker. Han viser sig selv som et menneske. Alt, hvad der har med Gud at gøre, sigter akkurat derfor mod at give mennesket plads og rum til at leve menneskeligt. Den kristne kirke er kun kirke som denne menneskeligheds sted og talerør. Eller, som det er blevet sagt: ”Kirken er til for at gøre det lettere at ånde frit.”
Hvad betyder det i praksis?
Hvis kirken har en stemme, hvad har den så at sige ind i de måder, vi indretter os på og prioriterer på i dagens Danmark, og ind i de dilemmaer, som en kompliceret verden stiller os overfor?